Maj Invest Eremitageløbet er dronningen blandt motionsløb. Et løb, som hvert år siden 1969 har fået tusinder af motionister til at valfarte til Dyrehaven. Men det er også et løb, der tiltrækker eliten.

Med dén prestige, enestående historik og atmosfære, der er forbundet med Eremitageløbet, er det et af de løb, danske topløbere allerhelst vil vinde på dansk grund.

En perlerække af de bedste danske løbere har gennem årene fået de efterstræbte sølvfade til vinderne overrakt af BTs chefredaktør. Og i det 48. Maj Invest Eremitageløb søndag handler det ikke kun om sejren, men også om et attentat på løbsrekorderne. Så stærkt er feltet.

En af de største danske stjerner på langdistancen gennem tiderne, London Marathon-vinderen og den firdobbelte vinder i Dyrehaven, Henrik Jørgensen, har løbsrekorden hos mændene på 38.40 fra 1987. Den hurtigste tid hos kvinderne blev opnået i 1998, hvor Dorte Vibjerg løb på 43,59.

OL-deltageren på maraton i Rio de Janeiro, Abdi Hakin Ulad, kan vinde sin tredje sejr i sit favoritløb. Han var sidste år 21 sekunder fra Henrik Jørgensens rekord.

”Det er mit første løb efter Rio, og jeg er lidt usikker på, hvor jeg står. Jeg håber, jeg kan løbe hurtigere end sidste år. Vejret spiller også ind,” siger en forventningsfuld Abdi Hakin Ulad.

Han er storfavorit til sejren og er indstillet på, at han kommer til at løbe næsten hele løbet alene.

Hos kvinderne bliver det en benhård fight mellem den forsvarende ”Dronning af Dyrehaven”, Sylvia Kiberenge, OL-pigen Anna-Emilie Møller og Sara Sig Møller.

Sylvia Kiberenge var i 2015 blot otte sekunder fra Dorte Vibjergs 18 år gamle rekord og er gået stærkt frem siden. Understreget med sin overraskende sejr over 10 kilometer for to uger siden i det berømte og stærkt kuperede svenske Lidingöloppet. Køge-pigen slog de etiopiske favoritter og indkasserede 20.000 sv. kr.

”Det bliver en spændende og hård kamp om sejren i Eremitageløbet. Sylvias fordel er længden (13,3 kilometer, red.). Anna-Emilie Møllers styrke er hendes hurtighed. Jeg tror, vi ser en ny rekord,” siger Erling Worm, Sylvia Kiberenges mand og træner.

Det 19-årige supertalent Anna-Emilie Møller fik lidt af et internationalt gennembrud i Rio de Janeiro, hvor hun med tiden 9.32.68 skar over otte sekunder af sin danske rekord på 3.000 meter forhindring. Efter OL har hun vundet DM-guld på 800 meter og 1.500 meter og imponeret på 3.000 meter i Zagreb.

”Jeg er blevet nr. 3 i Dyrehaven de sidste to år (PR 46.26, red.), men er i bedre form nu. Eremitageløbet er et løb, jeg gerne vil vinde. Om der bliver sat løbsrekord er svært at sige. Det afhænger meget af vejret,” siger fighteren fra Blovstrød Løverne.

Anna-Emilie Møller trænes af den tidligere maratonstjerne Kersti Jakobsen. Hun karakteriserer elevens form som ”supergod”.

”Anna er klart bedre end sidste år og har forbedret sig markant på de kortere distancer. Det er svært at sige i dag, på hvilke distancer hun har det største potentiale,” siger Kersti Jakobsen.

Det tredje topnavn hos kvinderne er 2012-vinderen og de sidste to års toer, Sara Sig Møller.

Skovfoged og skytte Torben Christiansen starter E-løbet søndag kl. 11.00 for foden af bakken ved Fortunen.

BTs sølvfade til vinderne overrækkes af chefredaktør Karl Erik Stougaard, og traditionen tro bliver der lodtrækning blandt løberne om et Chopard-halssmykke fra Stenstrup Watches & Jewellery på Strøget til en værdi af 18.880 kr.