Det kan være en god idé at få pulsen op, lige efter at man har lukket lærebogen efter eksamenslæsning. Forskning viser, at man husker bedre, hvis man får pulsen op, efter at man har øvet sig på det, man skal lære.

Eksamenstid. Bøgerne hober sig op. Du er begravet i pensum. Du læser hele dagen. Men du er nervøs for, at du når at glemme det hele, før du skal til eksamen.

Det er der råd for: Forskning tyder på, at du kan blive bedre til at huske det, du læser, hvis du får pulsen op, efter at du har læst det. Det skriver Videnskab.dk.

»Vores forskning viser, at man kan forbedre sin hukommelse ved at dyrke sport, efter man har lært noget,« siger Gullén Fernandez fra Donders Institute, Radboud University Medical Center i Holland i en pressemeddelelse.

Læs mere på Videnskab.dk: Eftermiddagsluren styrker børns hukommelse

Forsøgspersoner dyrkede intervaltræning

Gullén Fernandez har været med til at lave forsøg, som netop er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Current Biology.

I forsøgene blev 72 personer delt op i tre grupper. Alle grupper blev præsenteret for 90 billeder af bolde, der var placeret forskellige steder på en skærm.

De blev bedt om at huske, hvor på skærmene boldene var placeret.

En af grupperne dyrkede 35 minutters intervaltræning, det vil sige, at de fik pulsen op, lige efter de havde set på billederne.

En anden gruppe var ikke fysisk aktive efter, at de havde set billederne.

Den sidste gruppe fik pulsen op ved at dyrke intervaltræning i 35 minutterfire timer efter, de havde set på billederne

Efter 48 timer testede forskerne, hvor gode forsøgsdeltagerne var til at huske, hvor på skærmen, boldene var placeret. Samtidig målte forskerne forsøgsdeltagernes hjerneaktivitet i en MR-skanner.

Læs mere på Videnskab.dk: Fysisk træning styrker ældres hukommelse

Træning fire timer efter havde bedst effekt

Det viste sig, at de, der havde fået pulsen op fire timer efter, at de havde set på billederne, var bedst til at huske, hvor boldene var placeret på skærmen.

Samtidig fandt forskerne, at aktivitetsmønstret i deres hippocampus var mere lig hinanden i de to hjernehalvdele, end det var tilfældet hos de to andre grupper, da de skulle genkalde billederne.

Læs mere på Videnskab.dk: Din hukommelse kan spå om din hjernes tilstand som gammel

Hippocampus er et af de områder i hjernen, der er forbundet med hukommelse og med etableringen af vores langtidshukommelse.

Andre studier har også vist, at det har en gavnlig effekt på evnen til at huske noget, hvis man er fysisk aktiv, efter man har øvet sig på det, man skal huske.

Læs mere om, hvordan forskerne har testet forskellige hukommelser, på Videnskab.dk

Andre artikler på Videnskab.dk:

Hvad sker der, hvis Storbritannien melder sig ud af EU?

Her er verdens første bøjelige 3D-smartphone

Arkæologisk mysterium på vikingegravplads i Ribe