En god fysisk og mental form er vigtig for Morten Spiegelhauer, frontfiguren på TV 2-programmet Operation X.

Det nervepirrende og risikable undersøgende journalistiske arbejde gennem 13 år og mere end 80 programmer i hælene på svindlere, plattenslagere og bagmænd kræver mod og mandshjerte og evne til at bevare fokus under hårdt pres.

Den 48-årige journalist har måttet forholde sig til dødstrusler og i en periode gå under jorden med sin familie i sit arbejde i forbrugernes tjeneste.

»Jeg elsker at løbe, og min fysiske og mentale form er altafgørende for mig i mit job. Derfor betyder træningen tre gange om ugen og Eremitageløbet meget for mig,« siger han.

Morten Spiegelhauer er blandt ambassadørerne for klassikeren i Dyrehaven, som søndag 8. oktober løbes for 49. gang.

»Det er en ære at være ambassadør for Eremitageløbet. Et løb, der betyder så meget for så mange løbere. Det bakker jeg meget gerne op om. Det sundhedsmæssige aspekt bag Eremitageløbet kan ikke overvurderes. Dertil kommer den enestående natur i Dyrehaven og det sociale element,« siger han.

Det er 12. gang, Morten Spiegelhauer skal være med i motionsfesten dyrenes skov. Og han sender en stor tak til en gammel ven, Michel Weber, som i sin tid lokkede ham med i Dyrehaven.

»Michel var en rutineret løber og gav mig gode råd om at spare på krudtet på de første kilometer. Man lader sig let rive med og lægger for hårdt ud,« siger Morten Spiegelhauer.

»13 kilometer er til at overskue på papiret, men tro mig, Eremitageløbet er et hårdt løb. Man skal være veltrænet og have respekt for bakkerne. Jeg husker en kollega, som kastede op fire gange på de sidste 300 meter. Det kommer hvert år bag på mig, hvor krævende ruten er. Jeg er godt brugt bagefter. Men det er også et sjovt løb.«

Morten Spiegelhauer har de senere år ændret sin træning. Et træningspas er sjældent på mere end fem-seks kilometer.

»Jeg har ikke tid til at træne i timevis, så det passer mig fint med korte ture i pænt tempo,« siger han.

Hans personlige rekord er 57.06, men den tvivler han på, at han forbedrer i år. ”Kommer jeg under en time, er jeg glad,” siger han.

De 2.000 stykker hjortevildt i Dyrehaven fascinerer Morten Spiegelhauer.

»Dyrene er med til at skabe den unikke atmosfære i skoven. Man skal også være opmærksom på dem, hvis de bliver stressede af de mange løbere og vil over stien. Jeg har oplevet sådan en faretruende situation. Jeg ved godt, at en løber ikke er meget for at stoppe op, men det er vigtigt, at man gør det, hvis en hjort vil passere,« siger han.

Morten Spiegelhauer er de senere år også begyndt at løbe halvmaraton og skal 17. september, tre uger inden Eremitageløbet, være med i Copenhagen Half Marathon.

Han sluttede mødet med BT med en test på E-ruten og behøver ikke at være bange for at gå ned på konditionen i efterårets to store løb.

Læs mere og tilmeld dig Eremitageløbet på www.elob.dk