Bornholms svar på Alpe d'Huez er et vildt og fascinerende bjergløb på 8,4 kilometer og 182 højdemeter fra Vang Havn til Hammeren Fyr.

Nok lyder distancen ikke af meget, men det er garanteret de hårdeste kilometer på dansk grund, og regn og blæst gjorde ikke lørdagens opstigning til fyret lettere.

Hurtigst på enkeltstarten var Nils Eigil Bradtberg, 32, i tiden 14.01. Det svarer til en hastighed på 36,3 km/t og er klasse på Danmarks skrappeste stigning.

Rekorden har Bornholms egen Magnus Cort, som i 2011 kørte på 13.21. Han har siden vundet flere store løb i ind- og udland og repræsenterer i dag det australske World Tour-hold Orica-GreenEDGE.

Bjergløbet gjaldt i bedste Tour de France-stil rettighederne til at køre i den prestigefyldte prikkede trøje i weekendens hovedbegivenhed, BornFondo.

Bornholms Cycle Clubs løb i og omkring Gudhjem har taget navn efter de klassiske italienske Gran Fondo-cykelløb, som frit oversat betyder stor udfordring.

BornFondo er på 124 kilometer og 1.456 højdemeter med klippeskrænten Brøddegade i Danmarks eneste bjergby som den barske manddomsprøve. Løbet foregår på en rundstrækning, som de 700 ryttere skal igennem fire gange.

Bornholm er som skabt til aktiv ferie, og arrangementer som BornFondo og Viking Atletik og Motions traditionsrige Etape Bornholm appellerer til seriøse motionister fra nær og fjern.

I BornFondo er ikke færre end 80 procent af deltagerne tilrejsende, så hos Destination Bornholm klapper man også i hænderne over det friske cykelinitiativ.