Anna Emilie Møller spås en fremtid som et af de helt store løbenavne i Danmark. Søndag løb hun for første gang over 10 km.

I marts var Anna Emilie Møller på dengang 16 år meget tæt på at slå en 37 år gammel løberekord på 10 km. Søndag løb hun i mål som nummer tre ved årets Eremitageløb.

Her løb det unge talent i mål i tiden 46.55, altså blot et minut efter vinderen Anna Holm Baumeister.

- Det gik rigtig godt. Især i første halvdel, det blev meget hårdt til sidst, lyder der fra den 17-årige pige, der oprindeligt spiller basketball.

Anna Emilie Møller opdagede sit talent, da hun på sin efterskole løb 10 km i tiden 35.11. Selv om det var første gang, hun løb 10 km,  var hun blot 19 sekunder fra at slå en 37 år gammel dansk ungdomsrekord.

Da hun kort efter deltog i Efterskolernes DM i landevejsløb, havde omverdenen så småt fået øjnene op for den hidtil ukendte løbepige. Dengang sagde hun til bt.dk:

- Jeg har en gang før prøvet at løbe et 10 km løb. Det gjorde jeg før efterårsferien ved skolernes motionsløb, og der løb jeg 35.49, så jeg var ikke så overrasket over tiden. Men jeg er lidt overrasket over, at de bedste herhjemme ikke løber meget hurtigere.

Søndag løb hun så for første gang i sit liv over 10 km. Distancen på 13,3 km tog den unge pige i stive arm, selv om hun syntes, det var hårdt.

- Det var et meget hårdt løb. Men også et meget spændende løb, siger hun.