En kvindelig og en mandlig løber blev under søndagens Eremitageløb i Dyrehaven ramt af en hjort på vejen ned fra Eremitageslottet mellem ti og elleve kilometer.

Hjorten ramte først kvinden og derefter manden, men der skete ikke alvorlige skader.

Om forholdet mellem Dyrehavens faste beboere, de godt 2.000 hjorte, og de mange tusinde løbere og tilskuere siger skovfoged og skytte Torben Christiansen:

- Under Eremitageløbet er dyrene langt i undertal. De vil gerne have ro sådanne dage og samles ofte i flokke. Måske går de ud på de åbne sletter, hvor de kan samles i stort tal og derfra overskue situationen. Men nogen gange opstår den panik, måske fordi nogen går for tæt på med et mobilkamera eller lignende, og hjortene føler, at de skal væk og dét i en fart.

- De sætter i løb, og hvis deres flugtvej er spærret af løbsruten med de mange løbere, sigter de efter det sted, hvor der ser ud til at være mest plads. Er løberne ikke opmærksomme på situationen og ikke ser faren, fordi de er koncentrerede om løberne foran, kan de jo ikke lave plads til, at hjortene kan passere. Et uheld i form af et utilsigtet sammenstød kan opstå.

- Jeg får normalt ordet til at byde velkommen til E-løbet på Naturstyrelsens vegne. Her benyttere jeg altid lejligheden til at opfordre løberne til at nyde de smukke omgivelser i Dyrehaven og være opmærksomme på, at de skal give plads, hvis hjorte i panik vil passere løbsruten.

- Det er en meget presset situation for hjortene, som normalt har stor respekt for mennesker i Dyrehaven. Lignende situationer er hændt før, og heldigvis er ingen kommet alvorligt til skade, men faren er absolut til stede. En voksen kronhjort vejer omkring 250 kilo og en dåhjort over 100 kilo. Og hannerne har jo oven i købet et stort gevir, som kan give skrammer.

- Hjortene vil ikke angribe nogen, men kan gå i panik for at komme væk, slutter skovfoged og skytte Torben Christiansen.