Hun er slank uden at være spinkel. Skuldrene er brede uden at virke maskuline, og hverken lår eller arme efterlader tvivl om deres udtalte styrke, da hun flytter en 16 kilo kettlebell på sin vej til havebordet.

I samme nu smider han sportstrøjen og løfter sløret for vaskebræt på maven og tydeligt markerede muskler på arme og brystkasse. Han er veltrænet uden at ligne en bodybuilder.

Anna Bogdanova og Jacob Søndergaard har lagt liv, sjæl og utallige træningstimer i at opnå de personlige resultater, man tydelig ser frugten af, som de sidder dér og soler sig i henholdsvis sportstop og bar mave på terrassen bag huset i Kongens Lyngby.

Men deres appetit på træning er tilsyneladende umættelig. Som personlige trænere har de gjort det til deres levevej at hjælpe andre til at få en sundere krop. Parret vejleder hver især deres egne klienter i kost og træning, de rådgiver tusindvis af folk på internettet om sund livsstil og optræder ofte i TV og aviser med deres ekspertise.

Læs også:

Så du DRs Rigtige Mænd? Nu er de et KÆMPE hit hos seere

Jacob Søndergaard, 36, har ofte gæstet Go’- morgen Danmark på TV 2, og i januar satte han skub i fem fitnessforskrækkede, jyske håndværkere i seersuccesen »Rigtige Mænd« på DR1. Anna Bogdanova, 30, driver sin egen populære, onlinebaserede »Annas Baldebiks« og er fast skribent for blandt andet BT og Femina. På torsdag udkommer de med hver sin bog: Anna Bogdanovas »Veldrejet« og Jacob Søndergaards »Træn som en mand«.

I det uendelige hav af litteratur om sundhed og træning, er der stadig behov for nye bøger, der kan fortælle, hvordan man kommer til at trives med sin træning og bliver tilfreds med sin krop, mener parret.

Mændene skal med Jacob Søndergaards bog »finde tilbage til de ting, man holdt sig aktiv med, da man var lille, og synes var sjovt, i stedet for at spilde tiden i et røvkedeligt fitnesscenter, som man hurtigt mister interessen for.«

Og kvinderne skal med Anna Bogdanovas ord holde op med at skamme sig over deres spejlbillede og kaste sig hovedkulds ud i intensive træningsprogrammer og diæter. »Flere af dem hopper på alle mulige mirakelkure, som lover dem, at de kan tabe ti og tyve kilo på få uger. Men det holder ikke. Derfor handler min bog om, hvordan man som kvinde finder en god balance i sit træningsliv, så man ikke brænder sammen i løbet af tre uger. Den tager udgangspunkt i, at man kan opnå en hel del med bare én times højintens træning om ugen.«

Med opmærksomhed følger ansvar

Parret føler det som deres forpligtigelse at oplyse folk om, at man godt kan være sund uden at være besat af hård træning og stram kost.

De bruger Facebook og Instagram til at dele deres livsstil med andre, og mellem røde bøffer og grøn salat på deres profiler finder man billeder af is og flødeboller. Og det er helt bevidst, siger Anna Bogdanova.

»I forgårs postede jeg et billede af en is, fordi jeg fik lyst til en is midt på dagen. Jeg skrev: »Kender du det, at man ikke kan slippe af med en craving? Man prøver at spise en håndfuld mandler, men i sidste ende giver man alligevel efter. Så hvorfor ikke bare gøre det lige nu og her?« Det reagerede folk på. Nogle skrev: »Hold da op. Du er jo også menneskelig«,« fortæller hun.

»Siden jeg begyndte som personlig træner, har jeg forsøgt at vise folk, at man godt kan være i god form uden at være fanatisk. For det kan man altså godt. Og det er vores ansvar at fortælle, at vi ikke selv er fanatiske. De fordomme, jeg møder, handler om, at man må bruge umenneskeligt meget tid på træning, hvis man er veltrimmet. Og sådan behøver det jo slet ikke at være.«

Det samme oplever Jacob Søndergaard.

»Folk vil gerne putte os i den kasse for bedre at kunne overskue og forstå, hvorfor vi ser veltrænede ud. De er overbevist om, at vi lever et ekstremt liv fyldt med hård træning og nøje tilrettelagte kostplaner, og der bliver tegnet et nærmest glorificeret billede af os, når vi i det ene og det andet medie anbefaler folk at træne regelmæssigt og spise proteiner og grøntsager for at komme i god form,« siger han.

»Men vi spiser altså også rugbrødsmadder, og da vi var på sommerferie på Bornholm denne sommer, fik vi is ni ud af ti dage.«

Fordommene om folks udseende går begge veje.

Parret indrømmer, at de bemærker det, når de går forbi folk på gaden med nogle ekstra kilo på sidebenene. Det er en arbejdsskade.

Den har Jacob Søndergaard pådraget sig gennem de seneste 13 år af sit liv, hvor sundhed har været hans felt. Han tog en bachelor i idræt på Syddansk Universitet og har siden arbejdet som instruktør, personlig træner og coach.

»Jeg arbejder fem-seks timer daglig med at se på folk og hurtigt beskrive deres sundhedstilstand, så jeg kan ikke lade være med at bide mærke i det. Men jeg er grundlæggende fuldstændig ligeglad,« siger han.

»Hvis jeg køber ind i Brugsen, er folk enormt nysgerrige efter, hvad ham Jacob propper i kurven. Og de forsøger nærmest at undskylde, hvis de køber noget usundt. Men det ænser jeg ikke engang. Jeg går bare og tænker, hvad min søn mon render og laver derhjemme. Jeg vil selvfølgelig folk det bedste, men jeg har ikke ambitioner på deres vegne. Hvordan de lever deres liv, er jo helt op til dem selv,« siger Jacob Søndergaard.

»Når jeg rådgiver mine klienter, får de naturligvis min ærlige, faglige vurdering. Men som privatperson blander jeg mig ikke i, hvad andre mennesker gør. Det er ikke mit bord, om ham dér burde få trænet sine ben, eller om hende dér burde snøre løbeskoene og komme i gang.«

Forældrerollen ændrede træningslivet

For Anna Bogdanova har styrketræning været en stor del af hendes liv, siden hun fyldte 18 år i 2002. Hun meldte sig ind i klubben IK99 i en vægtløftningskælder under Østerbro Stadion, hvor hun mødte Jacob Søndergaard.

Her kunne hun bruge syv timer om ugen på intensiv træning ved siden af studierne i erhvervsøkonomi og psykologi på CBS, og hun stillede sågar op til konkurrencer i styrkeløft.

Men i 2011 skete der noget, som gjorde, at parret måtte tage deres ambitionsniveau op til overvejelse: De fik sønnen Valentin, og så var det slut med at træne, som de havde gjort før.

»Vi hænger ikke længere ud i et træningscenter tre timer om dagen. Vi er blevet mere effektive,« siger Anna, og Jacob supplerer: »Jeg kan slet ikke huske, hvordan vores liv var før.«

»Nej,« siger Anna. »Vi ved ikke, hvad vi brugte vores tid på.«

Jacob: »Jeg tror, der har været meget spildtid. Og spildtiden husker man ikke.«

Hvad der til gengæld står lysende klart i hukommelsen, er følelsen af, at tingene ikke længere kunne foregå på deres egne præmisser.

»Jeg brugte et år på at lære at forstå det og blev ved med at løbe panden mod muren,« siger Anna Bogdanova.

»Det skete tit, at jeg lagde den lille til at sove, og så havde jeg tænkt mig at træne i 20 minutter, men så vågnede han. Det frustrerede mig helt vildt. Men i sidste ende kunne jeg ikke rumme, at frustrationerne skulle tage så meget af min energi, så jeg sænkede ambitionerne og lærte at affinde mig med, at jeg nåede, hvad jeg nåede,« siger hun.

»Jeg må sige til mig selv: Det havde været fedt, hvis jeg havde haft tid til at træne 25 minutter i dag, men jeg har kun tid til ti. Og det er okay. Det lærer man, når man har forsøgt at presse sig selv og har knækket nakken på det.«

Jacob Søndergaard har også måttet gå på kompromis med sin træning, og det er ikke blevet mindre, efter at der er kommet to hunde og et hus til:

»Jeg har ikke været i kælderen for at løfte vægtstænger, siden vi fik hund nummer 2. Men det rører mig ikke. Jeg laver bare alt muligt andet,« siger han. »Det handler om at prioritere og gribe de muligheder, der byder sig. Når jeg skal ud med hundene, og de løber af sted, kan jeg da bare løbe med. Når jeg er på legepladsen med vores dreng, balancerer jeg på bomme, og når jeg kører ham i børnehave på ladcyklen, træder jeg til op ad bakkerne, til det brænder i lårene. Jeg forsøger hele tiden at få lagt små aktiviteter ind i min hverdag. Jeg tænker: Okay, hvordan kan jeg bevæge mig her, så jeg synes, det er sjovt?«

Begejstringen for den træningsform deler hans hustru ikke.
»Jeg ved sgu ikke, hvad jeg skal lave på en legeplads,« siger Anna Bogdanova med et grin.

»Jeg kan bare rigtig godt lide at træne med kettlebells,« siger hun. »Det ved jeg, hvad er. Hundene sover, og sønnen ser film ovenpå. Så træner jeg lige så meget, jeg kan nå. Og så laver jeg de øvelser, jeg kender.«

Tilpasningen til livet som børnefamilie har givet parret erfaringer, de kan bruge i deres arbejde, når de skal rådgive andre.

»Folk, der ikke selv har prøvet at blive forældre og oplevet den omvæltning, det er, vil bare sige, at det er et spørgsmål om at prioritere sin træning højt nok og tage tid til sig selv,« siger Anna Bogdanova. »Men det kan man altså ikke bare, for den tid er der ganske enkelt ikke. Og hvis man endelig tager en times træning med sig selv, vil den tyngende samvittighed være der med det samme, fordi man ikke føler, at man er nok sammen med sit barn.«

Og selv om det kan være svært, så er rådet fra de erfarne trænere: sænk ambitionsniveauet.

»Man skal stille sig selv spørgsmålet, hvornår man tidligere har haft succes med både at ville lave en Ironman og være stjerneforælder til fire børn,« siger Jacob Søndergaard, og Anna Bogdanova supplerer: »Man bliver nødt til at få sin hverdag til at hænge sammen. Det nytter ikke noget at løbe et maraton, og så sygemelder man sig med stress i et år, fordi man ikke får opfyldt alle mulige andre ønsker og behov, man har. Vi er nok blevet bedre til at sige, at det bliver nok bare ikke lige nu. Jeg ville gerne have haft, at min bog udkom i maj, men det nåede jeg ikke, fordi jeg skulle træne nogle hold, og jeg skulle være mor og hvile mig indimellem,« siger Anna Bogdanova, der i februar sidste år fik en aha-oplevelse, der ændrede hendes tilgang til tingene. Ved et tilfælde faldt hun over et nyhedsbrev fra marketingguruen Seth Godin.

»Han skrev: »Vi bliver aldrig færdige«. Sådan havde jeg det også. Der var altid et kapitel, jeg kunne skrive, der var altid en mail, jeg kunne besvare, altid en kropsdel, jeg kunne træne lidt mere. Med ét blev det min livsfilosofi, at det er okay ikke at være færdig, for det bliver man aldrig. Jeg er blevet rigtig god til at sætte tingene på standby, og jeg har brugt det i forhold til min træning og giver gerne tippet videre til de kvinder, jeg er i kontakt med,« siger hun.

»Man bliver først handlingslammet, når man forsøger at nå hundrede ting på én gang.«

Sundhed er mere end en veltrænet krop

I det hele taget gælder det om at finde frem til den sundhed, der ikke bare handler om at være veltrænet og se godt ud, mener parret.

»Det betyder mere for mig, at jeg fungerer, end at jeg ser veltrænet ud. Men selvfølgelig betyder det da også noget for mig at se veltrænet ud. Sådan tror jeg, de fleste mennesker har det,« siger Jacob Søndergaard.

Da Anna Bogdanova sidste år fik konstateret celleforandringer i livmoderhalsen, tog hun sin sundhedsopfattelse op til revision.

»Jeg tænkte: det kan man sgu da ikke få, når man er sund. Samtidig var der en nagende stemme, der sagde, at det har du fået, fordi du spiste for meget sukker, da din mor var syg. Men jeg blev enig med mig selv om, at jeg ikke vil leve så frygtbaseret og være bange for at spise en is eller gå sent i seng. Det er ikke sundhed for mig at gøre tingene teoretisk perfekt. Det ville bare låse mig. Sundhed for mig er at have det godt hver dag. Det er at gøre ting lystbetonet. Jeg gør tingene, fordi jeg har lyst, og hvis jeg bliver påduttet noget, gør jeg det ikke,« siger hun.

»Jeg føler mig sund, når jeg har gjort tingene i et afslappet tempo. Når jeg har trænet og spist ordentlig mad, som jeg kan lide at spise. Når jeg har haft tid med min familie uden at skulle skynde mig tilbage til computeren og svare på mails.«

»Sundhed er for mig at gøre noget godt for mig selv og gerne sammen med andre. Det er en uforklarlig følelse af ren velvære, du bare mærker, når den rammer. Du ved det bare,« siger Jacob Søndergaard.

»Den første nat, vi havde vores hund, sov jeg en time. Og det ville ikke have været sundt for mig at løbe ti kilometer, da jeg vågnede. Men på dage, hvor jeg har overskud, kan jeg køre tre timer på mountainbike for fuldt skrald og tage hjem og spise noget god mad med min familie. Så er det en sund dag,« siger han.

»Jeg ser sundhed som den biologiske, sociale og mentale del. Det betyder, at sundhed blandt andet opstår i fællesskab med andre. Så en bytur med vennerne kan også være sundt. Det er jo dejligt at være sammen med sine venner og få talt om vigtige ting og måske lette sin samvittighed,« mener han.

»Man skal være klar over, at der er tre ben. Klimaks opstår, når man kombinerer de tre. Hvis du formår at kombinere det biologiske med det sociale og mentale, vil du ikke være en af dem, der går og bøvler med, om du er tynd nok, og om du bruger nok tid i fitness-centeret. Så giver det sig selv.«

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook