Spartas internationale succes på halvmaraton har givet smag for mere. Nu skal Østerbro-klubbens traditionsrige flagskib, Telenor Copenhagen Marathon, have et gevaldigt løft.
I 37 år har arrangørerne holdt den klassiske 42,195 kilometer lange rute inden for Københavns kommunegrænse, men søndag 21. maj kommer Frederiksberg med i billedet.
Den flagsmykkede Frederiksberg Allé kaster glans over en gadefest, hvor Sparta samtidig satser på et stort elitefelt inspireret af dén succes, klubben har med Copenhagen Half Marathon.
Alt tyder således på, at Svend Erik Kristensens 30 år gamle løbsrekord på 2.14.16 får et tryk. Hurtigste tid hos kvinderne er 2.30.51, sat af Colleen de Reuck, USA, i 2010.
Sparta tager i år de indledende skridt i en ambitiøs udviklingsstrategi, hvor målet er at tiltrække løbere fra verdenseliten som ekstra krydderi på løbets fundament, de mange tusinde danske og udenlandske motionsløbere.

Målet er allerede i 2018 at opnå det prestigefulde, internationale kvalitetsstempel, IAAFs Road Race Bronze Label.
”Telenor Copenhagen Marathon har et stort uindfriet potentiale,” siger Sparta-direktøren Dorte Vibjerg,
Samtidig med den forbedrede rute og de nye partnerskaber satser Sparta på at opgradere liveproduktionen online og på tv og gøre Telenor Copenhagen Marathon til en digital oplevelse i verdensklasse.
På Frederiksberg ser borgmester Jørgen Glenthøj frem til løbet.
”Frederiksberg Allé indgår også i CPH Half og har en årelang historik som opløbsstrækning i cykelløbet PostNord Danmark Rundt. Derfor giver det rigtig god mening, at maratonløberne nu får den samme store oplevelse,” siger han.