Sex forbrænder flere kalorier end en rask gåtur. Læs, hvor meget mænd og kvinder smider på sidebenene ved en god omgang lagengymnastik.

Tæller sex som motion? Her er en god nyhed: Det gør det!

Et nyt canadisk studie viser nemlig, at unge mænd gennemsnitligt forbrænder 4,2 kalorier i minuttet under sexakten, mens unge kvinder gennemsnitligt forbrænder 3,1 kalorier i minuttet.

Det betyder, at sex er en bedre motionsform end en rask gåtur. Det giver dog ikke lige så meget motion som en løbetur rundt i parken, men må alligevel betegnes som motion, fortæller forskerne bag studiet ifølge Livescience. Det skriver Videnskab.dk.

- Vores resultater indikerer, at sex til tider kan betragtes som en signifikant form for motion, skriver forskerne i deres artikel om opdagelsen.

Hvorvidt sex kan betragtes som en motionsform har været et debatemne i mange år. En populær myte siger, at vi typisk forbrænder mellem 100 og 300 kalorier under en omgang lagengymnastik, men ingen har hidtil lavet direkte målinger af kalorieforbruget og be- eller afkræftet myten. Det ændrer det nye studie dog på.

I deres forsøg har foskerne undersøgt kalorieforbruget under sex blandt 21 heteroseksuelle par på mellem 18 og 35. Forskerne valgte at fokusere udelukkende på unge mennesker, da energiforbruget under sexakten varierer med alderen.

Læs også hos Videnskab.dk: Hvorfor har vi mest lyst til sex om sommeren?

Forskerne udstyrede i forsøget deres forsøgspersoner med armbånd, der kunne måle aktørernes energiforbrug ved blandt andet at måle deres bevægelser, kropstemperatur og mængde af sved.

Først løb forsøgspersonerne i 30 minutter på et løbebånd ved moderat intensitet for at give en basislinje for den enkelte persons energiforbrug ved motion. Herefter blev deltagerne sendt hjem i seng for at udføre anden del af forsøget fire gange over den næste måned.

Gennemsnitligt havde forsøgsdeltagerne sex i 24,7 minutter ad gangen. Det korteste ’forsøg’ varede 10 minutter, mens det længste strakte sig over 57 minutter.

Læs også hos Videnskab.dk: Dyreriget er fyldt med ’pervers’ sex

Mænd brugte i gennemsnit mere energi end kvinder, selv efter forskerne korrigerede for mænds højere vægt. I gennemsnit brugte mænd 101 kalorier på en tur i soveværelset, hvilket modsvarer 4,2 kalorier i minuttet sammenlignet med 9,2 kalorier i minuttet på løbebåndet.

Kvinder brugte i gennemsnit kun 69 kalorier under sexakten, hvilket svarer til et gennemsnit på 3,1 kalorier i minuttet. Igen var tallet lavere end en tur på løbebåndet, hvor kvinderne i gennemsnit brugte 7,1 kalorier per minut.

Selvom folk måske ikke forbrænder så mange kalorier i sengen, som de håbede på, så mener forskerne ifølge Livescience alligevel, at det er gode nyheder, at sex kan betragtes som en let motionsform, da vi nok lettere kan lokkes til netop denne form for motion frem for en tur i træningscentret.

Andre artikler hos Videnskab.dk:

Brug soveværelset til søvn og sex

Kvinders nydelse er mere end klitoris