»Jeg har altid betragtet Dyrehaven som min hjemmebane. Jeg har trænet meget derude, og jeg elsker Eremitageløbet og stemningen i skoven. Et klassisk løb i en enestående natur. Det varierede og udfordrende terræn er noget andet end en flad og kedelig ti kilometer på landevej.«

Annemette Rosén, tidligere Jensen, vandt første gang i nationalskoven i 1999. Efter tre års pause, hvor nogle maratonløb kom på tværs, tog hun imponerende fire sejre i træk.

»Eremitageløbet har givet mig nogle af mine dejligste oplevelser som løber,« siger den femdobbelte vinder.

Den 45-årige mor til 2-årige Nikolai er historiens mest vindende kvindelige eremitageløber og tidligere OL-, VM- og EM-maratondeltager. Hun er ambassadør for E-løbet og glæder sig til årets skovtur søndag 8. oktober, når verdens ældste motionsløb afvikles for 49. gang.

»Jeg er stolt af at være ambassadør for E-løb, som mine forældre og min storesøster også er med i. Det er et løb med en flot historie. Mange tusinder står i gæld til Eremitageløbet uanset hvilket niveau, de befinder sig på. Kan jeg inspirere andre til at løbe med i Dyrehaven, er jeg glad,« siger hun.

Annemette er fra Roskilde og dyrkede gymnastik, inden hun begyndte at løbe som 18-årig.

»Efter et lokalt motionsløb blev jeg kontaktet af Hellas. Det er jeg meget taknemmelig for. Ellers var jeg måske aldrig kommet ind i atletikken,« siger hun.

Hendes bedste tid på maraton er 2.30.07 fra sejren i Zürich i 2004. Blot 33 sekunder fra Dorthe Rasmussens danske rekord i London Marathon i 1989.

Annemette var syv sekunder fra OL-kravet til Athen, men Danmarks Idrætsforbund troede så meget på den sjællandske mesterskabspige, at det gav hende dispensation.

To år tidligere var hun blevet nr. 9 ved EM i München, og i 2003 brillerede hun med 23. pladsen i 2.31.55 ved VM i Paris. Hendes sportslige højdepunkt.

»Maratonløbet i Athen blev et mareridt i den kvælende varme. Jeg kastede op syv-otte gange på de sidste kilometer, og en kilometer før mål begyndte jeg at gå. Jeg tudede og troede ikke, at jeg ville komme ind på stadion. Jeg var også bange og tænkte: Er det forsvarligt? Hvad vil der ske, hvis jeg kollapser totalt? Jeg havde trænet hårdt og var i superform. Men under forholdene i Grækenland kunne jeg ikke gøre en skid,« mindes hun.

13 år efter ser hun tilbage på OL som en stor og følelsesmæssig stærk oplevelse, som hun ikke ville have undværet.

Eremitageløbet arrangeres af Københavns Idræts-Forening, Københavns Skiklub og BT og er siden 1969 gennemført af i alt 647.702 løbere.

Læs mere og tilmeld dig Annemettes favoritløb i nationalskoven på elob.dk.

De 25 hurtigste tider hos kvinderne i Eremitageløbet

43.45 Anna Emilie Møller (2016)

43.59 Dorte Vibjerg (1998)

44.07 Sylvia Kiberenge (2015)

44.21 Agnes Mutune (2007)

44.29 Dorte Vibjerg (2002)

44.51 Anja Jørgensen (1996)

44.53 Sylvia Kiberenge (2016)

44.57 Gitte Karlshøj (1989)

45.02 Annemette Jensen (1999)

45.04 Anja Jørgensen (1997)

45.11 Sara Sig (2015)

45.14 Pauline Njery (2008)

45.17 Pauline Njery (2007)

45.18 Annemette Jensen (1997)

45.21 Annemette Jensen (2003)

45.23 Susanne Nedergaard (1992)

45.26 Kersti Jakobsen (1986)

45.28 Annemette Jensen (2004)

45.41 Tina H. Jensen (1991)

45.45 Maria Sig (2010)

45.48 Mette Holm Hansen (1983)

45.52 Anna Holm Baumeister (2014)

45.54 Kirsten Marathon Melkevik (2011)

45.59 Anja Jørgensen (1994)

46.00 Sara Sig (2014)