Etape Bornholm er på 22. år lidt af en folkefest for motionister og eliteløbere, og femdages-løbet har samlet tæt på 2.500 løbere, deraf 80 procent tilrejsende.
Mandagens åbningsetape, ti kilometer med start og mål i Hasle, gav sejr til det lokale håb på kvindesiden, Anna Holm Baumeister, Viking Atletik, i 34.20, mens 2014-vinderen, kenyaneren William Morwabe, vandt hos mændene i 29.27, ét sekund foran Hvidovres Abdi Hakim Ulad, som vandt i 2013.
Anna Holm Baumeister ville oprindelig kun have løbet den sidste etape på fredag, ti kilometer i Rønne. Målet var at forbedre sin bornholmske rekord på landevej. Men søndag besluttede hun at løbe alle fem etaper.
"Jeg føler mig i bedre form end nogensinde og vil gerne vinde Etape Bornholm for første gang. Det er jo min hjemmebane. Om det lykkes, må tiden vise. Det er et stærkt felt. I dag var der kun ti sekunder mellem de første fire," siger hun.
"Det er første gang, jeg løber på den nye rute i Hasle. Det er hårdt med den store bakke i starten, og Hasle er mere kuperet, end man tror."
For Bornholms topløber er målet i denne sæson en markant forbedring af sin personlige rekord på maraton. Hun debuterede i oktober sidste år i Frankfurt med 2.39.13, og om tre måneder vender hun tilbage til Frankfurt.
Inden Frankfurt Marathon gælder det halvmaraton i København 13. september og Eremitageløbet 4. oktober.
Anna Holm Baumeister vandt E-løbet i Dyrehaven i 2013 og 2014 og kan score hattrick. Akkurat som hendes mor, Mette Holm Hansen, gjorde i årene 1983-85. Hendes far, Henrik Jørgensen, vandt E-løbet fem gange i perioden 1985-90.
Tirsdagens etape på Bornholm er 5,8 kilometer i Dueoddes sand. Én af de mere barske etaper.
Resultaterne kan føges på www.ultimate.dk