Maj Invest Eremitageløbet er traditionernes løb og efterårets mål for et af de populære navne på Dynamitlandsholdet, Klaus Berggreen.

Han var lungen på midtbanen, da Sepp Pionteks helte med navne som Preben Elkjær, Michael Laudrup og Frank Arnesen i front charmerede fodboldverdenen i 80erne. Og han er fast mand i Dyrehaven i årets store motionsfest.

Eremitageløbet er 57-årige Klaus Berggreens favoritløb, og han nyder det sociale samvær i nationalskoven.

”De sidste tre år har vi været en halv snes familiemedlemmer og gode venner fra Norge, som har været med i Eremitageløbet og hygget os sammen. Vi glæder os igen. E-dagen er noget helt specielt,” siger han.

»Jeg elsker Dyrehaven og træner derude et par gange om ugen sammen med Hjerteforeningen.«

Klaus Berggreen spillede 46 landskampe og var seks succesrige år i Italien. Først fire år i Pisa, hvor han var topscorer i tre, derefter i Roma og Torino. Nu hygger han sig med bolden med vennerne i Lyngby Boldklub. Hjerteklubben, hvor divisionskarrieren startede og sluttede.

Et par maratonløb i Rom og Paris er det også blevet til, men de lange løb er det slut med.

»E-løbets 13,3 kilometer er rigeligt til et par gamle fodboldben. Jeg løb sidste år på 1.06 og var meget tilfreds,« siger han.

Den 48. udgave af verdens ældste motionsløb finder sted søndag 9. oktober. Tilmeldingen er i fuld gang, og du kan læse mere og tilmelde dig på www.elob.dk

Bag løbet, der startede motionslavinen, står Københavns Idræts-Forening, Københavns Skiklub og BT.