Hej Chris

Jeg hader rugbrød, og jeg nægter at spise det. Og mine venner tuder mig ørerne fulde af, hvor usundt hvidt brød er. Man skulle tro, at det var gift, men det er det eneste, jeg kan lide. Er det virkelig så problematisk?

Mange hilsner ”rugbrødshaderen”

 

Chris MacDonald: Tak for dit spørgsmål. Diskussionen for og imod hvidt brød er tit meget forsimplet. Rugbrød er ikke udbredt ret mange steder i verden, f.eks. slet ikke landene omkring Middelhavet. Og alligevel er den såkaldte middelhavskost en af de sundeste, vi kender. Så rugbrød isoleret set er ikke afgørende for din sundhed. Men det er vigtigt at huske, at netop i middelhavskosten spiller grøntsager en hovedrolle og ikke en birolle. Hvidt brød og andre produkter af raffineret hvedemel, især pasta, er godt nok en del af måltidet, men er slet ikke så dominerende, som brødet er i f.eks. en traditionel dansk kost.

Middelhavskosten er fyldt med grøntsager, frugt, fuldkorn, bønner og fisk, så selv om der også er hvidt brød på bordet, er det blot tilbehør, og maden er generelt set fyldt med fibre og vigtige næringsstoffer. Vi ved i dag rigtig meget om, at netop det grove og grønne kombineret med proteiner af høj kvalitet fra f.eks. bælgfrugter og fisk er med til at forebygge hjertekarsygdomme, en række kræftformer, type 2 diabetes og overvægt

Hvidt brød virker stort set på kroppen som kage. Blodsukkeret går hurtigt i vejret, og selv om du er mæt kortvarigt, bliver du hurtigt sulten igen. Der er heller ikke mange næringsstoffer at hente i det hvide brød, det er så at sige tomme kalorier.

I den traditionelle danske kost spiller brød en langt større rolle end i middelhavskosten, men i modsætning til det hvide brød er rugbrødet fyldt med fibre og vitaminer, og det mætter godt og længe. Det vejer også tungt i kalorieregnskabet, men generationerne før os bevægede sig langt mere i hverdagen, så de havde brug for energien. Det har de færreste af os i dag, så selv om rugbrød er sundt, skal vi ikke have de fem rundtenommer, som jeg har hørt ældre danske arbejdsmænd fortælle, var deres standardmadpakke.

Når du kun vil spise hvidt brød, skal du betragte det netop som kage: Det er ikke giftigt, men det er heller ikke noget, som skal være en vigtig del af din kost hver dag. Få i stedet fibre fra masser af grøntsager, suppler med frugt og bælgfrugter, og du kan også drysse f.eks. usaltede nødder, frø og kerner over salater, yoghurt osv, de har også et højt fiberindhold.

Stay strong, stay graceful!