BT tæller ned til det 46. E-løb søndag 5. oktober, og vi nærmer os 16.000 tilmeldte.

Eremitageløbet er først og fremmest et motionsløb. Et løb for sundhed og velvære og for mange motionister et mål for årets træning. Men det er også et løb for eliten.

Blandingen af top og bredde er et charmerende særkende for den traditionsrige skovtur i den efterårsklædte Dyrehave.

Som motionist kan man ikke lade være at beundre eliteløberne. Siden 1972 har jeg haft det privilegium at interviewe E-løbets vindere. Jeg er imponeret over deres tider og har dyb respekt for det talent og den indsats, der ligger bag.

Eremitageløbet er af mange danske topløbere kaldt Danmarks mest prestigefulde løb og dét løb på dansk grund, de allerhelst vil vinde.

– En sejr i Dyrehaven vejer tungere end et dansk mesterskab, har den seksdobbelte E-løbsvinder, Dennis Jensen, tidligere sagt.

Den hurtigste tid blev signeret Henrik Jørgensen i 1987 med 38.40 for de 13,3 kilometer. Det var året før hans sejr i London Marathon.

Trioen Henrik Jørgensen, Carsten Jørgensen og Dennis Jensen har sammenlagt vundet E-løbet ikke færre end 17 gange i perioden 1985-2006

Løbsrekorden hos kvinderne er Dorte Vibjergs fornemme 43.59 fra 1998. Men de største præstationer i Dyrehaven af en kvindelig løber blev leveret af fænomenet Loa Olafsson. Hun vandt tre år i træk (1976, 77 og 78), dengang ruten var omkring 500 meter længere end i dag. Loas unikke klasse understreges af, at hun på samme tid satte tre verdensrekorder på 5.000 og 10.000 meter, men fordi de blev sat i blandede felter, blev de aldrig anerkendt.

De seneste vindere er den somaliskfødte Korsør-løber Abdi Hakin Ulad, som debuterede i 40.12, og den bornholmske pige Anna Holm Baumeister, 46.15. Anna er datter af Henrik Jørgensen og den tredobbelte vinder i første halvdel af 80’erne, Mette Holm Hansen. Familien har dermed ikke færre end ni af BTs sølvfade til E-løbets vindere i samlingen.

Det var en drøm for Anna at følge i forældrenes spor i Dyrehaven. Men sin mors familierekord på 45.46 fik hun ikke ram på.

Søndag 5. oktober løbes det 46. Eremitageløb, og vi nærmer os hastigt de første 16.000 tilmeldte. Af hensyn til skovens dyr stopper vi tilmeldingen ved 19.000, så vent ikke for længe med tilmeldingen.

Læs mere om E-løbet på www.elob.dk. Eventuelle spørgsmål til BTs løbssekretariat på 3375 2584 på hverdage kl. 10-15 eller på elob@bt.dk