Eremitageløbet er løbet, som den danske langdistanceelite brænder for at vinde.

Er der stor prestige i et dansk mesterskab, vejer en sejr i Dyrehaven i verdens ældste motionsløb endnu tungere, og derfor er der altid høj klasse i det traditionsrige løb i skoven.

I Maj Invest Eremitageløbet søndag ligner det hos mændene en kamp mellem 2013-vinderen Abdi Hakin Ulad og Henrik Them, som tre gange er blevet nr. 2 i Dyrehaven, men endnu aldrig har vundet.

Abdi Hakin Ulad blev sidste år slået af svenskeren Johan Larsson, men er i bedre form i år og kommer som nybagt dansk mester på halvmaraton.

Anna Holm Baumeister har vundet kvindeklassen de sidste to år, men har i samråd med sin træner, Claus Hechmann, besluttet at springe E-løbet over.

For den bornholmske pige står søndagen på et 33 kilometer langt træningsløb i forberedelserne til Frankfurt Marathon 25. oktober.

Kampen om sølvtøjet står mellem vinderen i 2012, Sara Sig Møller, det 18-årige supertalent Anna Emilie Møller og den kenyanskfødte og danskgifte Køge-pige Sylvia Kiberenge.

25-årige Sylvia Kiberenge kom til Danmark i maj 2012 som au pair og har endnu ikke dansk pas. Derfor kunne hun ikke blive dansk mester på halvmaraton, selv om hun med sin fornemme personlige rekord, 1.12.59, var godt et halvt minut hurtigere end Anna Holm Baumeister.

Spurtstærke Anna Emilie Møller er dansk mester på 1.500 og 5.000 meter og bliver farlig for Sara Sig Møller og Sylvia Kiberenge, hvis hun er med hjem på den kuperede rute.