19.000 løbere er klar til motionsfesten i Dyrehaven 6. oktober

En måned før startskuddet i Dyrehaven melder Familien-Danmarks motionsløb nr. 1, Eremitageløbet, udsolgt.

Søndag 6. oktober sendes 19.000 løbere ud på de klassiske 13,3 kilometer gennem nationalskoven med det stolt knejsende Eremitageslot i centrum af løbet. Og flere tillader skovens myndigheder ikke af hensyn til de godt 2.000 stykker hjortevildt, der bor i skoven.

Mens en del løb oplever tilbagegang i den stadigt voksende skov at større og mindre motionstilbud over hele landet, bevarer Eremitageløbet sin popularitet.

593.495 løbere har gennemført E-løbet siden 1969, og den første søndag i oktober ved middagstid løber nr. 600.000 i mål ved Fortunen i den 45. udgave af ”Danmarks største skovtur”.

Arrangørerne af løbet, der startede den globale motionslavine, Københavns Idræts-Forening, Københavns Skiklub og BT, støtter Naturstyrelsen økonomisk i forbindelse med forbedringen af forholdene for naturen og biodiversiteten i Dyrehaven.

Eventuelle spørgsmål til E-løbskontoret på elob@ultimate.dk eller tlf. 88200212 (mandag-fredag kl. 10-15).