I det gyldne skær af 15 medaljer i Rio de Janeiro (to guld, seks sølv og syv bronze) havde Team Danmark for 31. gang inviteret topatleter og sponsorer til Team Danmark Challenge.

Hvad der startede som et løb på Eremitageløbsruten i Dyrehaven på initiativ af daværende direktør Preben Kragelund er de seneste år udvidet med aktiviteter på Kurhotel Skodsborg.

Således kunne man i år prøve kræfter med disciplinerne kajak-ergometer, crawl, bueskydning og løb.

Til at guide deltagerne igennem sessionerne med råd og vejledning var engageret så prominente navne som René Holten Poulsen, Jeanette Ottesen, Maja Jäger og Abdi Hakin Ulad.

Den dobbelte E-løbsvinder, OL-deltageren på maraton, Abdi Hakin Ulad, stod for opvarmningen i Dyrehaven, hvor der blev løbet på både den korte distance, 7,5 km, og E-løbsrutens klassiske 13,3 km.

På kvindernes korte distance vandt kajakroeren Henriette Engel, som deltog i sit tredje OL og har vundet fem VM-guldmedaljer, mens Jakob Juul Christensen, Elverdam Advokater, gentog sejren hos mændene.

OL-maratonpigen Anna Holm Baumeister, dobbelt E-løbsvinder, løb en stille og rolig tur gennem skoven, som genlød af brunstige kronhjortes brøl, og var hurtigst af kvinderne på de 13,3 km. Hun fulgtes med Abdi Hakin Ulad, som lod OL-deltageren og de seneste fem års danske mester i 3.000 meter forhindringsløb, Ole Hesselbjerg, stikke af. Han blev en sikker vinder hos mændene foran triatlonsportens mangeårige topnavn, Rasmus Henning.

Abdi Hakin Ulad sigter efter sin tredje sejr i Maj Invest Eremitageløbet søndag 9. oktober. Anna Holm Baumeister holder pt. konkurrencefri efter OL og overvejer at løbe London Marathon til foråret. Det var på maratonruten i London, hendes far, Henrik Jørgensen, skrev sig ind i historien med sejren i 1988.

Det kan stadig lade sig gøre til tilmelde sig den 48. udgave af Maj Invest Eremitageløbet. Læs mere og tilmeld dig på www.elob.dk