Er dit pulsur gået amok i varmen? Bare rolig - det er hverken dig eller uret, den er gal med, beroliger Chris MacDonald.

Hvis du har været ude at løbe de seneste dage, har du udover den voldsomme varme og den bagende sol sikkert også bemærket, at der er et eller andet galt med dit pulsur. Din puls opfører sig slet ikke som den plejer.

Trænger du til nye udfordringer? Få nyt personligt løbeprogram i dag, der passer til netop dit niveau. Kom i gang som MEDLEM+ for kun 9 kr

Men bare rolig. Hverken dit pulsur eller din puls er der noget galt med. Din krop forsøger tværtimod at tilpasse sig de varme omgivelser, og til det er din puls et særdeles vigtigt redskab.

- Når du træner, er varmeregulering den allervigtigste prioritet for din krop. Jo mindre forskellen er på din kropstemperatur og lufttemperaturen, jo hårdere skal kroppen arbejde for at komme af med varmen, forklarer LØB NU´s sundhedsekspert, Chris MacDonald.

For at sætte skub på afkølingen, vil dit hjerte under varme træningsforhold bruge ekstra pulsslag på at pumpe blod ud til huden, så blodet kommer tættere på den ”kolde” luft i omgivelserne. På den måde bliver blodet nedkølet, inden det igen løber tilbage i kroppen.

Men jo varmere luften er, jo lavere vil effekten være, og derfor vil dit hjerte altså bruge ekstra pulsslag på at pumpe blodet ud til huden.

- Du vil i sær mærke, at din puls stiger mere end normalt, hvis du løber indendørs i et fitnesscenter, uden du har noget luft omkring dig. Men hvis du derimod cykler med 30 kilometer i timen, vil du selvom temperaturen på cykelstien og på løbebåndet i fitnesscentret er den samme, opleve at din puls er mere ”normal”. Det skyldes, at der mens du cykler strømmer meget mere luft omkring kroppen, der derved er med til at holde din temperatur nede, siger Chris MacDonald.

Lad være med at tørre sveden af

- Kroppens vigtigste forsvarsmekanisme mod at blive overophedet er gennem fordampning af sved fra huden, jo mere du sveder, jo større fordampning. Og når sveden fordamper, er den med til at køle det blod ned, som hjertet pumper ud til huden, og som bagefter løber tilbage i kropskernen og køler dig ned. Så hvis du tørrer sveden af, skal du bare svede endnu mere for at komme af med varmen, forklarer Løb Nu´s ekspert.

-Og hvis luftfugtigheden samtidig er høj, hvad den også har været samtidig med de høje temperaturer de seneste dage, ja så har kroppen virkelig et problem med at komme af med varmen. For jo mere fugt, der er i luften, jo mindre sved kan du fordampe, da luftfugtigheden er et udtryk for, hvor mættet luften er med fugt.

- Så hvis temperaturen er over 30 grader og luftfugtigheden er over 80 procent, vil jeg sige, at det kan være decideret farligt at træne, fordi du risikerer at bliver overophedet, advarer Chris Macdonald.


Har du spørgsmål om kost, træning eller sundhed? Spørg LØB NUs sundhedsekspert Chris MacDonald til råds i brevkassen