Henrik Them er tre gange blevet nr. 2 i sit favoritløb i Dyrehaven

Henrik Them er den bedste Eremitageløber, der aldrig har vundet i Dyrehaven.

Tre gange er den 30-årige Sparta-løber blevet nr. 2. Og efter tre års pause gør han søndag 6. oktober et nyt forsøg på at vinde dét løb på dansk grund, han allerhelst vil vinde.

Henrik Them var første gang med i Dyrehaven som 11-årig, inspireret af sin far, der er inkarneret E-løber, og løbet har altid fyldt meget i familien.

– Jeg bor et par kilometer fra Dyrehaven, og det er et fantastisk terræn at have i nærheden. Jeg flyttede netop derud for at kunne optimere træningen, siger han.

Om Henrik Them i år når sit drømmemål at løbe først op ad bakken mod Fortunen og blive hyldet som Dyrehavens konge er måske lidt tvivlsomt. Søndagen forinden løber han nemlig Berlin Marathon.

– Jeg er spændt på, hvordan jeg vil reagere med 42 kilometer i benene, men mange har tidligere med succes løbet en uge efter et maraton, siger han.

Henrik Them kvalificerede sig med 2.16.06 i Frankfurt Marathon i 2012 til VM i år i Moskva, men har valgt at droppe VM i den russiske varme og i stedet satse på en tid på 2.14-2.15 i Berlin.

I næste måned forsvarer han sidste års sejr i Etape Bornholm, det berømte femdagesløb på Østersøens perle. Og i 2014 er de to store mål VM på halvmaraton i København og EM på maraton i Schweiz.

Det er stadig muligt at tilmelde sig det 45. Eremitageløb, men skyld dig. Der er kun få tusinde pladser tilbage.

Læs mere og tilmeld dig på www.elob.dk. Eventuelle spørgsmål til E-løbskontoret på elob@ultimate.dk eller telefon 88 200 212 (mandag-fredag kl. 10-15).