Chris MacDonald sætter denne gang fokus på, at tage ansvar for, hvordan vi opfører os, for vores vaner og for, hvordan vi opdrager vores børn, og hvad vi giver dem at spise.

Det sker, at jeg bliver virkelig pissed off på folk. Jeg har fundet ud af, at der er et mønster i det. Jeg bliver især irriteret, når folk minder mig om, at jeg har et ansvar, at der er noget, jeg kan gøre bedre eller kunne have gjort bedre. Jeg hader at blive gjort ansvarlig på den måde.

I virkeligheden er de mennesker, jeg bliver sur på, som regel dem, jeg skulle sige tak til. Fordi de minder mig om, at jeg kan gøre noget bedre i mit liv. Men det er let at blive vred på mennesker, som forhindrer mig i at gøre det, som jeg har lyst til, selv om det er skidt for mig eller for andre omkring mig. Til gengæld bliver jeg ikke vred på dem, som får mig til at gøre noget, jeg har lyst til - men som ikke er godt for mig. Det burde jeg ellers blive mere pissed off over.

Jeg tager det op, fordi det er meget menneskeligt at reagere på den måde, og fordi vi skal lære at leve med og acceptere en grad af den slags irritation, hvis vi virkelig vil ændre den kurs, vi er inde på med for lidt bevægelse og mad med alt for meget fedt, salt og sukker overalt.

Vi ser det, når vi har diskussionerne om sund mad i daginstitutionerne. Forældre bliver rasende, hvis institutionen blander sig i, hvad de giver børnene med i madpakken, eller hvis institutionen vedtager en kostpolitik, hvor slik og kage er udelukket. Nogle forældre reagerer, lige som jeg gør, når jeg bliver holdt ansvarlig for noget, jeg ikke bryder mig om at blive mindet om: “Hvad bilder I jer ind? Mind your own business.”

Men vi har et ansvar. Vi har et ansvar for, hvordan vi opfører os, for vores vaner og for, hvordan vi opdrager vores børn, og hvad vi giver dem at spise. Og hvis vi ikke kan tåle at blive mindet om det, er vi i deep trouble.

Samtidig må vi erkende, at vores egen ansvarlighed ikke er nok. Vi har, som jeg har sagt før, skabt et samfund, som reelt er giftigt for os. På den ene side har vi aldrig levet længere, og aldrig er så få døde af sult. Det kan ingen være kede af. Men samtidig vokser antallet af mennesker med livsstilssygdomme eksplosivt, og det kan godt være, at nogle tror på, at vi en dag finder medicin, som kan kurere sygdommene og samtidig tillade os at fortsætte med en usund livsstil, men jeg tror ikke på det. Det virker også lidt absurd at skulle opfinde medicin mod noget, som man potentielt kan undgå ved at træffe andre valg og leve anderledes.

Vi bliver nødt til at ændre tingene, og jeg kan ikke se andet, end at det bliver nødvendigt med reguleringer og langt skrappere regler for, hvor usunde varer vores fødevareproducenter og butikker må sælge. Noget af det mest skadelige bør forbydes. Der er en milliardindustri, som spekulerer i vores trang til fedt, sukker og salt. Den enkelte har et ansvar, men det har politikerne og producenterne også.

Og nogle vil mene, at det er formynderi, at folk bare må proppe sig med usunde fødevarer, hvis de har lyst til det. Jeg mener, at det er et svigt, for kampen er ulige. Igennem vores udviklingshistorie er vi blevet programmeret til at kræve netop sukker, fedt og salt. Det var ikke noget problem i de 99 pct. af historien, hvor det var en sjældenhed at få nok at spise, og hvor det fysiske aktivitetsniveau var tårnhøjt. Men i dag dør vi af det eller får en elendig livskvalitet, mens en milliardindustri tjener på det. Og derfor bliver vi nødt til at minde  os selv og hinanden om, at vi både som individer og som samfund har et ansvar. Også selv om vi hader det.

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


Det sker, at jeg bliver virkelig pissed off på folk. Jeg har fundet ud af, at der er et mønster i det. Jeg bliver især irriteret, når folk minder mig om, at jeg har et ansvar, at der er noget, jeg kan gøre bedre eller kunne have gjort bedre. Jeg hader at blive gjort ansvarlig på den måde.

I virkeligheden er de mennesker, jeg bliver sur på, som regel dem, jeg skulle sige tak til. Fordi de minder mig om, at jeg kan gøre noget bedre i mit liv. Men det er let at blive vred på mennesker, som forhindrer mig i at gøre det, som jeg har lyst til, selv om det er skidt for mig eller for andre omkring mig. Til gengæld bliver jeg ikke vred på dem, som får mig til at gøre noget, jeg har lyst til - men som ikke er godt for mig. Det burde jeg ellers blive mere pissed off over.

Jeg tager det op, fordi det er meget menneskeligt at reagere på den måde, og fordi vi skal lære at leve med og acceptere en grad af den slags irritation, hvis vi virkelig vil ændre den kurs, vi er inde på med for lidt bevægelse og mad med alt for meget fedt, salt og sukker overalt.

Vi ser det, når vi har diskussionerne om sund mad i daginstitutionerne. Forældre bliver rasende, hvis institutionen blander sig i, hvad de giver børnene med i madpakken, eller hvis institutionen vedtager en kostpolitik, hvor slik og kage er udelukket. Nogle forældre reagerer, lige som jeg gør, når jeg bliver holdt ansvarlig for noget, jeg ikke bryder mig om at blive mindet om: “Hvad bilder I jer ind? Mind your own business.”

Men vi har et ansvar. Vi har et ansvar for, hvordan vi opfører os, for vores vaner og for, hvordan vi opdrager vores børn, og hvad vi giver dem at spise. Og hvis vi ikke kan tåle at blive mindet om det, er vi i deep trouble.

Samtidig må vi erkende, at vores egen ansvarlighed ikke er nok. Vi har, som jeg har sagt før, skabt et samfund, som reelt er giftigt for os. På den ene side har vi aldrig levet længere, og aldrig er så få døde af sult. Det kan ingen være kede af. Men samtidig vokser antallet af mennesker med livsstilssygdomme eksplosivt, og det kan godt være, at nogle tror på, at vi en dag finder medicin, som kan kurere sygdommene og samtidig tillade os at fortsætte med en usund livsstil, men jeg tror ikke på det. Det virker også lidt absurd at skulle opfinde medicin mod noget, som man potentielt kan undgå ved at træffe andre valg og leve anderledes.

Vi bliver nødt til at ændre tingene, og jeg kan ikke se andet, end at det bliver nødvendigt med reguleringer og langt skrappere regler for, hvor usunde varer vores fødevareproducenter og butikker må sælge. Noget af det mest skadelige bør forbydes. Der er en milliardindustri, som spekulerer i vores trang til fedt, sukker og salt. Den enkelte har et ansvar, men det har politikerne og producenterne også.

Og nogle vil mene, at det er formynderi, at folk bare må proppe sig med usunde fødevarer, hvis de har lyst til det. Jeg mener, at det er et svigt, for kampen er ulige. Igennem vores udviklingshistorie er vi blevet programmeret til at kræve netop sukker, fedt og salt. Det var ikke noget problem i de 99 pct. af historien, hvor det var en sjældenhed at få nok at spise, og hvor det fysiske aktivitetsniveau var tårnhøjt. Men i dag dør vi af det eller får en elendig livskvalitet, mens en milliardindustri tjener på det. Og derfor bliver vi nødt til at minde  os selv og hinanden om, at vi både som individer og som samfund har et ansvar. Også selv om vi hader det.

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.