Tre stolte eremitageløbere - en ganske almindelig motionist fra Lolland, en tidligere festabe og en rekordpige - blev torsdag hyldet på BT.

Den 58-årige sagsbehandler fra Nakskov, Mona Holm Rasmussen, og den 36-årige E-løbsdebutant fra Christianshavn og indehaver af Kayak Republic, Tobias Weber-Andersen, blev fejret som henholdsvis årets kvindelige og mandlige Eremitageløber. To motionister, som lever op til Eremitageløbets grundidé: Træning for sundhed og velvære.

Og BTs chefredaktør, Jens Grund, hyldede også det 19-årige stjerneskud, Anna Emilie Møller, som satte løbsrekord i den 48. udgave af løbefesten i Dyrehaven, verdens ældste motionsløb. Med drømmetiden 43.45 forbedrede hun Dorte Vibjergs 18 år gamle rekord med 14 sekunder.

Mona Holm Rasmussen begyndte at løbe for ti år siden og har det sidste år været medlem af Løbeklubben NIMF, Nakskov Idrætsmærkeforening.
»Jeg elsker at løbe i naturen i lokalområdet med løbeklubben, og jeg nyder naturen og stemningen i Dyrehaven. At jeg skulle stå her som årets eremitageløber er nærmest uvirkeligt. Jeg er lige så overrasket som stolt,« siger hun.

Tobias Weber-Andersen blev indstillet til den traditionsrige pris af sin lillebror, Mikkel.

»Tobias levede ikke det sundeste liv. For at sige det mildt. Han er på rekordtid gået fra at være en vandretliggende og alkoholstinkende storebror til en sprudlende atlet og humørbombe og en meget sjovere bror. Jeg er stolt af ham,« skrev Mikkel Andersen i sin indstilling.

De to brødre deltager under 'kunstnernavnet' TriBrothers i en lang række triatlonløb rundt om i landet.

»Eremitageløbet var en fest,« siger Tobias Weber-Andersen, som løb i mål med sin bror i hånden. De startede bagest blandt de over 12.000 løbere og overhalede mange tusinde.

Anna Emilie Møller rejser fredag til Sardinien, hvor hun er et varmt dansk medaljehåb for U20 i EM i cross på søndag.

»Jeg er lidt usikker på min form efter nogle uger med en skade, men slås for min chance,« siger supertalentet.

Anna Emilie Møller blev fejret med BTs sølvfad, blomster og nytårschampagne dagen inden afrejsen til EM i cross på Sardinien.
Anna Emilie Møller blev fejret med BTs sølvfad, blomster og nytårschampagne dagen inden afrejsen til EM i cross på Sardinien. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

I Rio de Janeiro var hun den yngste kvindelige danske OL-deltager i atletik nogensinde (19 år og ni dage) og viste sit potentiale med europarekord i 3.000 meter forhindringsløb for U20 på 9.32.68. Blandt årets højdepunkter var også femtepladsen ved U20-VM efter fire afrikanere.

Kun himlen sætter grænser for den spinkle, blonde fighter fra Blovstrød Løverne. Eller som hendes træner, Kersti Jakobsen, som vandt Eremitageløbet for 30 år siden, siger: ”Anna er uden for nummer.”

Eremitageløbet arrangeres af Københavns Idræts-Forening, Københavns Skiklub og BT og løbes for 49. gang søndag 8. oktober 2017. Læs mere på www.elob.dk