Det startede med Eremitageløbet i 1969, og i dag er Danmark en nation af løbere med over tusinde større og mindre motionsløb om året.

En institution i den støt voksende flåde af motionsløb er BT Halvmarathon, det nordsjællandske forårsløb, som søndag løbes for 35. gang.

9.000 løbere sendes ud på de klassiske 21,1 kilometer fra Kongens Lyngby til Nærum på borgmester Sofia Osmanis startskud kl. 11.00 på Firskovvej.

- Jeg håber, at løberne glæder sig lige så meget som os, siger løbsleder Klaus Kristiansen, SNIK.

- Vi har stræbt efter at give løbere og tilskuere en totaloplevelse i den særlige atmosfære, der hviler over løbet i den smukke natur.

Efter en rundtur i Kongens Lyngby kommer løberne ud omkring Sorgenfri og Virum, inden det går tilbage til Lyngby og nordpå gennem Mølleådalen til målet på Rundforbi Stadion. For en af de mange tusinde motionister er løbet noget helt specielt. 72-årige Poul Korczak fra Systofte på Falster har været med hvert eneste år.

- Skal jeg vælge mellem BT Halvmarathon og juleaften, vil jeg sige, at BT Halvmarathon er vigtigere, siger en storsmilende Poul Korczak.

- Et år kom jeg to timer for sent til festen, da et barnebarn blev konfirmeret, men jeg blev tilgivet. Familien ved, hvor meget løbet betyder for mig.

Poul Korczak fra Systofte på Falster skal være med i BT Halvmarathon for 35. gang.
Poul Korczak fra Systofte på Falster skal være med i BT Halvmarathon for 35. gang. Foto: Peter Fredberg
Vis mere

Poul Korczak kommer til BT Halvmarathon sammen med syv klubkammerater fra løbeklubben Young Boys, som den superaktive pensionist er formand for. Selv om BT Halvmarathon først og fremmest er et motionsløb, samler det traditionen tro også mange topløbere. Blandt favoritterne i år er den næsthurtigste dansker i VM på halvmaraton for en måned siden i København, Lars Budolfsen, som satte personlig rekord med 1.04.00. Han får hård konkurrence af kenyanerne William Morwabe, der sidste år vandt Powerade Copenhagen Half Marathon i 1.03.59, og Caleb Ngetics, vinder af Lillebælt Halvmarathon i 1.07.04.

Den tredobbelte BT Halvmarathon-vinder, Maria Sig Møller, 30, gør comeback, men er ikke i den form, der gav hende danske mesterskaber på stribe. En kenyansk pige bosiddende i Køge, Sylvia Kiberenge, der blev toer i sidste års Eremitageløb og løb 1.16.44 i VM, ligner en favorit i kvindeklassen.

De tre hurtigste mænd og kvinder præmieres med henholdsvis 15.000 kr., 8.000 kr. og 5.000 kr.

BTs sølvfade og præmiecheckene overrækkes af BTs direktør, John Kristensen. Det bliver en af årets varmeste dage på løbsdagen med temperaturer på 18 grader, så et godt råd til løberne: Tag ikke for meget tøj på. Hellere for lidt end for meget.