Lars Bom begyndte at løbe under Strisser-optagelserne på Samsø og stillede for første gang op i et løb med et startnummer på brystet i Eremitageløbet i 1998.

Søndag 8. oktober 2017 vender han efter nogle års pause tilbage til Dyrehaven for at deltage i dét løb, der for alvor åbnede hans øjne for motionens glæder.

Efter debuten i E-løbet og i BT Halvmarathon et halvt år senere var han i maj 1999 med i Albatros' første The Great Wall Marathon på den kinesiske mur og blev en sensationel nr. 7 i et af verdens hårdeste maratonløb - med de flere tusinde trin i 31 graders varme.

Da undertegnede første gang skulle interviewe den populære skuespiller op til Eremitageløbet i efteråret 1998, aftalte vi at mødes ved den røde port ved Fortunen klokken ét.

Nøjagtig på slaget ét kom Lars Bom spurtende op ad den lange bakke. Han havde lige været ude at teste formen på den 13,3 kilometer lange rute gennem skoven.

”59 minutter. Det går fremad for hver uge,” stønnede han.

Fighterviljen har han altid haft, og efter E-løbet fulgte tre adventureløb på muren samt maraton i Berlin, London, København og på et krydstogtskib i Caribien, verdens første maraton-cruise.

Nu er det kun korte distancer, han løber, men så meget desto mere tid tilbringer han på cyklen. På et år tilbagelægger han små 10.000 kilometer.

”Jeg kan lide at bruge min krop, uanset om jeg cykler, løber, står på ski eller sejler kajak. Jeg føler, at jeg præsterer bedre i mit professionelle liv, når jeg er i god form,” siger Lars Bom.

Eremitageløbet arrangeres af Københavns Idræts-Forening, Københavns Skiklub og BT og løbes 8. oktober for 49. gang. Læs mere og tilmeld dig årets motionsfest i Danmarks nationalskov på www.elob.dk