Engang var maraton forbeholdt de få, men sådan er det ikke mere. Det er blevet en folkesport at løbe 42,195 kilometer, og mere end 12.000 danskere rejser hvert år udenlands for at kombinere maraton med en unik ferieoplevelse.
Adventure-bølgen startede i 1999 med Albatros Travels The Great Wall Marathon på den kinesiske mur, og mange andre maratonløb på eksotiske destinationer er kommet til.
Et af dem er The Big Five Marathon i Entabeni Game Reserve i 1.800 meters højde i Limpopo-provinsen mellem Johannesburg og Kruger National Park i Sydafrikas nordøstlige hjørne.
Denne signatur har været med i verdens vildeste safarimaraton i løveland en håndfuld gange. Og tro mig, det er en speciel oplevelse at løbe blandt løver, flodheste, elefanter, bøfler, leoparder, giraffer, zebraer, strudse, bavianer, antiloper og et hav af andre dyr.
Der er ingen floder og intet hegn mellem løbere og dyr, men vi er pakket godt ind af bevæbnede rangers i safarijeeps, og dyrene holder sig på ærbødig afstand.
En smule dramatik var der dog, da to næsehorn i fuld fart havde kurs mod nogle løbere, men en kvindelig ranger øjnene faren. Lynhurtigt kørte hun imellem og tvang næsehornene til at ændre kurs. Og så var der engang en struds, der forfulgte en løber over en kilometer, men han slap med skrækken.
Afrika er et af de mest spændende steder at løbe et adventure-maraton. Og den største oplevelse på de klassiske 42,195 kilometer havde jeg på Kilimanjaro. Først besteg vi bjerget, og på sjettedagen løb vi et maraton ned.
Den sidste nat på vej mod toppen var vi indhyllet i mørke og snestorm og gik som i trance i minus ti grader og 20 sekundmeter.
Jeg husker, hvordan jeg faldt, rejste mig, gled igen og stod stille. Snappende efter vejret i den iltfattige luft.
Endelig stod vi på Kibos legendariske og ultimative top, Uhuru Peak. I 5.895 meters højde. På ”The Roof of Africa” med et kontinent under sine fødder.
Jeg havde læst om det guddommelige syn fra toppen. Om den opgående sol over nabovulkanen Mawenzi. Men dén morgen på Ækvator var der ingen udsigt på grund af snestorm. Skæbnen ville, at vi havde valgt det værste vejr i mands minde til opstigningen.
Jeg spurgte på et tidspunkt en bærer, om han ville tjene 10 dollar ekstra. Det ville han gerne. Havde jeg ikke givet ham min rygsæk, var jeg aldrig kommet op.
Næste morgen startede maratonløbet fra campen Kibo Huts i frostgrader i 4.700 meters højde. De første ni kilometer løb vi gennem lavaørken med løst askeunderlag og skarpe sten. Det efterfølgende afroalpinske landskab med klipper og små stenbjerge var endnu farligere. Et sekunds uopmærksomhed og en fejlplacering af foden, og Kilimanjaro Marathon var slut.
Vi fortsatte gennem savanne og jungle i brændende sol med frisk elefant- og bøffelgødning på stierne. De sidste 15 kilometer til målet ud for den lokale politistation i Tarekea i 2.000 meters højde foregik på støvede og kuperede veje gennem landsbyerne på grænsen mellem Tanzania og Kenya med snesevis af børn løbende efter os.
Albatros-ejeren Søren Rasmussen havde fået idéen til løbet, der havde 17 startende. 13 kom i mål.
Han var nogle år senere også manden bag Karen Bixen Marathon, der havde mål på den gamle kaffefarm uden for Nairobi.
Når det handler om maraton, er det kun fantasien, der sætter grænser. Hvem kommer først med et maraton på månen?
Læs mere om adventure-maraton på albatros-travel.dk
Billedtekst
The Great Wall Marathon på den kinesiske mur startede i 1999 den danske adventure-bølge. Foto: Peter Fredberg
