En marokkaner satte for første gang fødderne på dansk grund og blev en sikker vinder af den 36. udgave af Spartas Nykredit Copenhagen Marathon.

40-årige Hassane Ahouchar vandt i 2.15.24 med et forspring på 14 sekunder til ethioperen Fikadu Kebebe Debele.

Marokkaneren med bopæl i spanske Valencia avancerede voldsomt efter 30 kilometer og rykkede afgørende fra Debele efter 40 kilometer.

»Der var mange mennesker i gaderne og en god stemning. Jeg følte mig godt tilpas og tog det roligt over 15-20 kilometer midt i løbet, inden jeg satte tempoet op og hentede de to forreste, men jeg følte mig ikke sikker på sejren før én kilometer før mål,« siger Hassane Ahouchar.

Copenhagen Marathon-vinderen har en personlig rekord på 2.08.47.

Bedste dansker på sjettepladsen blev Thorkild Sundstup, Aarhus Fremad Atletik, i 2.24.41, en forbedring af sidste års personlige rekord i København på 50 sekunder.

»Det var lidt bittert, at jeg blev dirigeret forkert efter 17 kilometer. Det kostede 300 meter. Men ellers er jeg tilfreds med min tid,« siger han.

Thorkild Sundstrup er politiassistent i Aarhus og vandt det danske politimesterskab.

Kenyaneren Nancy Jebet Koech, 28, vandt kvindernes klasse i 2.33.41, mens bedste dansker, Malene Munkholm, Sparta, på sjettepladsen løb på 2.48.34.