Fredag 27. marts, samme dag som skolerne går på påskeferie, lyder startskuddet til det største velgørenhedsløb i Danmark nogensinde.

Det sker, når 36.000 skoleelever, fordelt på 114 skoler, løber for børn med kræft.

Skoleløbet er arrangeret af Team Rynkeby Fonden og har til formål at samle penge ind til Børnecancerfonden.

»Inden løbet skal hver elev skaffe sponsorater, således at forældre, bedsteforældre og naboer giver en skilling pr. kilometer,« siger Carl Erik Dalbøge, direktør i Team Rynkeby Fonden.

»Pengene sendes ubeskåret til Børnecancerfonden, som blandt andet skal bruge dem til at finansiere livsnødvendig forskning i børnekræft.«

Det er første gang, at Team Rynkeby Fonden afvikler et landsdækkende skoleløb, og den store interesse er kommet bag på direktøren.

»Da vi startede projektet for nogle måneder siden, håbede vi på, at 30-40 skole ville være med. Senere opjusterede vi forventningerne til 60 skoler, så det er en kæmpeoverraskelse, at vi nåede op på 114 skoler, og mere end 36.000 elever ønsker at være med til at gøre en forskel for børn med kræft,« siger Carl Erik Dalbøge.