Tabernacle Twins triumftog
Grønne tendenser fra den forgangne modeuge.
Grønne tendenser fra den forgangne modeuge.
Håbet er grønt, det er ganske vist.
Og at dømme ud fra den forgangne modeuges farvepalette bliver grøn (ej at forglemme gul og pink med pang) en af sæsonens dominerende farver, når foråret 2013 spirer og løfter sit åsyn på solhungrende danskere. Malene Birger, Peter Jensen og Tabernacle Twins var således blandt de mange designere, der flittigt brugte stedsegrønt i deres kollektioner. Sidstnævnte kollektion - Tabernacle Twins S/S 2013 Lost Trails Of Maharani - var en decideret hyldest til håbets farve.
Designeren Vibe Lundemark, der står bag Tabernacle Twins, og som er uddannet fra Royal College of Art i London i 2009, havde fundet inspiration til sin kollektion i Indien. Og her var der ikke tale om den altmodische 'bonghoved' og batiktryk version af Indien, men en elegant skatkiste af glimtede smaragd- skarabæ- og petroleumsgrønne nuancer, brændt okker og safran på nougatblød silke.
Vibe Lundemarks tilgang til tekstil er grafisk, surrealistisk og meget humoristisk. I 'Lost Trails Of Maharani' fik Lundemark til fulde vist sin store spændvidde. Kollektionen bød på mystiske print på silkekjoler og kimonoer, petroleumsfarvede silkeshorts, badetøj, græsgrønne jeans med print, delikate blondebluser og kollektionens piéce de résistance - en rigt ornamenteret 'matadorjakke' med kulsorte perler. En imponerende, sammenhængende og meget anvendelig kollektion, som alle kvinder uanset alder og størrelse (bevægelsesfrihed for plus-size pigerne er der masser af i Tabernacle Twins silkekjoler og kimonoer...) vil forelske sig hovedkulds i. Se lidt af 'Lost Trails Of Maharani' SS 2013 her.
Og læs mere om Vibe Lundemark, der vandt Citroën og Dansk Mode & Textils designkonkurrence Design5 tidligere på året her: www.tabernacletwins.com'