Fotomodel, fotograf, forretningskvinde, filantrop, og nu kan supermodellen Helena Christensen også føje hvervet som designer til sit omfattende curriculum vitae.

Èn af landets smukkeste kvinder (og største eksportsucceser) springer nemlig ud som lingeri-designer.

Ifølge modemagasinet Vogue har det tyske undertøjsfirma Triumph begået den genistreg at udvide samarbejdet med den snart 44-årige supermodel, som firmaet sidst brugte som visuelt trækplaster i forbindelse med lanceringen af Triumphs 125-års jubilæumskollektion 'Essence' i 2011.

- Jeg har selv designet det hele, men det er klart, at jeg havde et team der arbejdede sammen med mig for at forklare mig alle de tekniske aspekter - vi skabte mood boards, skitser, stoffer, simpelthen alt det jeg følte mig inspireret af. Det var fascinerende at sidde sammen med erfarne designere og se baggrunden for konstruktionen. Der var meget at lære - jeg var endda i Hong Kong for at tale med syerskerne og se prøver, jeg var virkelig involveret, siger Christensen til Vogue.

På trods af at Helena Christensen har haft rig mulighed for at 'flekse' sin kreative åre via samarbejdet med Triumph, nærer supermodellen ingen ambitioner om at gentage succesen.

- Det er ikke noget, som jeg har ambitioner om at gøre. Jeg blev ganske enkelt tilbudt denne mulighed og sprang til. Man skal altid tage disse muligheder, når de byder sig.