Den tjekkiske supermodel, Eva Herzigova, rundede et skarpt hjørne i sidste uge, hvor hun fyldte 40 år.

Fyrre, fed og færdig er dog langt fra den lidet flatterende beskrivelse, der kendetegner den veldrejede model, som er trækplaster for designeren Brian Atwoods spritnye sommerkampagne.

For at vække forbrugernes (købe)lyst, svømmer og spankulerer den tidligere Wonderbra-model rundt med bar popo, og mimer sexsymbolet Marilyn Monroes æggende pool-scener fra legendens sidste og ufuldendte film 'Something's Got To Give' fra 1962.

I Atwood-kampagnen, der er skudt af det ikoniske makkerpar, Mert & Marcus, er Herzigova bl.a iført Atwoods 'Sigrid' sommerstiletter med læderblomster, som er en af kollektionens mest bekostelige styles til ca. 34.415 kr. (Atwoods priser starter fra ca. 5600 kr.).

www.brianatwood.com

Et still af Marilyn Monroe i filmen 'Something's Got To Give' fra 1962, som George Cuckor instruerede. Store navne som Dean Martin og Cyd Charisse var kørt i stilling som Marilyns co-stars, men filmen blev aldrig færdig. Monroe meldte sig ofte syg eller blev helt væk fra optagelserne (hun mødte kun frem 12 gange ud af 35 optagelser), hvilket gjorde at 20th Century Fox til sidst fyrede Monroe og sagsøgte hende for en halv million dollar.