Medinas danske makeup-artist vinder fornem pris

- Medina kalder mig for sin mand, klukker Henrik Steen, da bt.dk fanger den travle makeup-artist, der lige er hjemvendt fra New York.

Makeup-artistens fornemmelse for farver er dog ikke forbeholdt den unge chanteuse, der bl.a blev onduleret af Steen i sin spritnye video 'Forever'.
Henrik Steen sætter kulør på både film, tv og modemagasinernes glittede sider. Og den 35-årige makeup-artists evne til altid at kunne tolke tidens tendenser går ikke ubemærket hen - Steen har netop modtaget en fornem appelsin i turbanen - Silver Brush prisen.

Sølvbørsten er kosmetikfirmaet Lancômes årlige, internationale pris, der uddeles for 'den teknisk perfekte og helt suveræne kreative præstation'. Deltagere fra over 60 lande var samlet i New York i denne måned for at dyste om den fornemme pris i en lang række kategorier.

- Hvert år har jeg leget og dystet med de helt store, der bl.a lægger makeup for amerikansk og russisk Vogue, så det er en kæmpe ære for mig pludselig at være i den liga, siger Henrik Steen, der har været Lancômes danske makeup-artist i fem år, og tidligere både har været nomineret til priser ved Robert og DANSK Fashion Awards.

Henrik Steens tilgang til makeup er legende og eksperimenterende og bærer tydeligt præg af, at Steen svinger kunstmalerpenslen som nebengeschäft (Steens farverige kunstværker kan ses på Galleri Brænderigården www.gb-h.dk).

- Jeg har en stor svaghed for skævheder. Med fuldt overlæg tegner jeg næsten altid det ene bryn lidt højere eller lidt skævere end det andet. Der skal være bevægelse og ikke stagnation i 'billedet', siger Silver Brush vinderen, hvis evner kan nydes her: www.henrik-steen.dk.

HENRIK STEENS MAKEUP-MANTRA:

1. 'Less really is more' - Makeup handler ikke om at forvandle, men om at forskønne.

2. I stedet for selvbruner skal kvinder prøve at smøre benene ind i Teint Miracle foundation. Den giver et flot, ensartet look, der ser ud som om, at man har nylonstrømper på.

3. En god foundation, en mascara og en læbestift er enhver kvindes tre vigtigste ting i beautyboksen. De tre ting vil bære dig igennem meget.

Læs også:

Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her