Modens passionerede protektor Kronprinsesse Mary åbnede den danske designer Peter Jensens udstilling 'Muses' i Sydkorea i dag

Tante Jytte var der. Kunstneren Laurie Simmons var der også. Skuespillerinden Jodie Foster var der i form af grå sweat suits og 1940'er kjoler.

Èn mands mangfoldighed af muser var på udstilling i dag, da The Museum of Modern Art i Seoul slog dørene op for den danske designer Peter Jensens udstilling 'Muses'.

Udstillingen 'Muses' er en retroperspektiv rejse ind i en mands underbevidsthed, helt inde i sindet, der hvor drømme og drifter stofliggøres. 'Muses' er således en hyldest til alle de kvinder, faktiske såvel som fiktive, der har inspireret designeren Peter Jensen igennem hele hans virke og over 18 kollektioner.

Modens passionerede protektor, Kronprinsesse Mary, der sammen med Kronprins Frederik er på officielt besøg i Sydkorea i disse dage, viste sin dedikation til dansk design ved at deltage i åbningen af 'Muses'.

- Vi havde en idé om, at vi gerne ville udstille i udlandet, og Korea var vores første valg fordi at vi er begyndt at sælge til nogle meget gode butikker der. Og det virker som om, at markedet vokser med lynets hast, har Peter Jensen udtalt til Vogue om baggrunden for at flytte 'Muses' til Korea.

Hvis du er i nabolaget, så er Peter Jensens 'Muses' udstilling på MOA åben for 'business' i Seoul fra d 13. maj 2012 til d 8. juli 2012. Læs mere på www.snumoa.org

Vi andre (der ikke kommer på de kanter indenfor nærmeste fremtid) kan tage på kulturrejse med Kronprinsparret ved at klikke i billedserien foroven.