Efteråret 2012 vil genlyde af de klassiske 'catchphrases' 'Boo-boo-be-do' og 'Bibidi-bobidi-boo', når mode- og skønhedsbranchen tager os med på en rejse ind i nostalgiens naive univers af animerede heltinder.
Franske Lancôme har allieret sig med 1930'ernes bedårende sexsymbol Betty Boop. Tegneserie-heltinden med de generøse kurver og kilometerlange vipper skal være trækplaster for firmaets glamourøse Hypnôse Star mascara.
Bettys noget yngre (og slankere) kollega Askepot står over for sit comeback, når Disney relancerer 1950'er klassikeren på Blu-ray dvd til efteråret. I den anledning har stiletkongen og Askepot-disciplet Christian Louboutin designet sit bud på Askepots ikoniske glassko (med blonder i stedet for glas) anno 2012.
Louboutin løftede sløret for sine 'Disney's Cinderella Diamond Edition' sko i Paris i går, og at dømme ud fra fotoet, (se dem foroven -Swarovski krystaller, blonder og skinnende sommerfugle, suk) får Louboutins limited edition yndigheder hurtigt ben at gå på.
Fascinationen af animationsfilmens feminine frontfigur, der skal så grueligt meget igennem, før hun endelig scorer sin prins og det halve kongerige, når sit egentlige klimaks til november, hvor stormagasinet Harrods i London dedikerer hele julevinduet til Askepot.
Ifølge avisen The Telegraph vil designere som Valentino, Elie Saab, Versace og Oscar de la Renta udstille Couture-kjoler inspireret af Askepot i vinduet. Og hele 7,000 kvadratmeter af det enorme stormagasin vil blive omdannet til et Disney univers med pop-up shops, promotions og pompøs udsmykning.



