Hele verden ligger for Katie Holmes fødder, efter skuespillerindens skilsmisse fra Tom Cruise i juli måned. Modehuset Holmes & Yang, som Holmes ejer sammen med stylisten Jeanne Yang, afholder deres første modeshow ved New York Fashion Week d. 12. september, og stjernens kioskbasker af en skilsmisse har ingenlunde skadet firmaets salgstal. Snarere tværtimod - for både Barney's og Bergdorf Goodman melder om fornyet interesse for Katie Holmes kreationer.

Nu afslører Women's Wear Daily så, at navnet Katie Holmes snart bliver dybere forankret i mode- og skønhedsbranchen. Holmes har nemlig lige indgået kontrakt med det Estée Lauder ejede kosmetikfirma Bobbi Brown, som stjernen skal være 'ansigt' og muse for. 33-årige Katie Holmes bliver dermed firmaets første kendte 'ansigt', og vil ifølge WWD score i omegnen af 2-3 millioner dollars for ulejligheden.

- Vi drak te sammen, og vi 'bondede'. Og så var det, 'Åh Gud, Du ville være det perfekte ansigt for Bobbi.' Vi var ikke på udkig efter en berømthed, bare en cool, fantastisk kvinde, som ville passe til vores brand. Og hun (Holmes, red.) er bare sindssygt, naturlig smuk, siger Bobbi Brown til WWD.

Brown og Holmes, der mødte hinanden igennem en fælles ven for otte uger siden, deler begge en forkærlighed for naturlig makeup, der ikke tager en krig at applikere.

- Jeg synes at det er fantastisk, at Bobbi fandt et hul i markedet og sagde, 'Jeg vil skabe en makeup-serie til rigtige kvinder, der gerne vil se smukke ud samtidig med at det er nemt, siger Katie Holmes, der har booket Bobbi Brown til at stå for makeuppen ved Holmes & Yangs show i næste uge.

De første Bobbi Brown kampagner med Katie Holmes på plakaten lanceres til foråret 2013. Og til efteråret 2013 lægger Holmes navn og ansigt til en komplet Bobbi Brown kosmetik-kollektion.

TRE PLETSKUD FRA BOBBI BROWN

Om kort tid bløder dankortet, når sæsonens vinterfrakke og støvler skal i hus. Invester i en gedigen, beskyttende og nærende hudcreme, når nu kortet alligevel er fremme...Bobbi Browns 'Extra Repair Moisturizing Balm SPF25' er et dyrt (775 kroner), men dejligt og drøjt bekendtskab, som vintervrissen hud vil labbe i sig. Den nærende balm (Bobbi Browns personlige favorit) yder bredspektret solbeskyttelse (SPF25) og gennemfugter huden med bl.a salvie-ekstrakt. Cremen er ideel til meget tør og moden hud. Og den findes også i en variant uden solfilter, som passende kan bruges om natten. www.magasin.dk

____________________________________________________________

Den 17. september lancerer Bobbi Brown 'Long-Wear Even Finish' foundation (i 18 nuancer) - en langtidsholdbar (op til 12 timer), hel-dækkende, oliefri og højpigmenteret foundation. Huden beskyttes med SPF15, vitamin C og E, og den fugtes af sheasmør. 'Long-Wear' foundation er ideel til den normale/fedtede hud, da den holder hudens skinnende (fedtede) felter i skak. 340 kr www.magasin.dk

____________________________________________________________

Browns 'Extra Repair Foundation SPF25' (findes i 11 nuancer) føles som flødeskum på den knastørre og modne hud. Huden beskyttes med SPF25, imens sheasmør, natlysolie og bassiasmør nærer og forkæler affugtet hud. 390 kr www.magasin.dk