'Primetime Kvinder', 'Panter Tanter' og 'Det Grå Guld'.

Ja, de kære børn med et langt og levet liv i bagagen har såmænd mange navne, men er alligevel mærkeligt usynlige i modebilledet.

Et nedslående faktum, som Lanvin-designeren Alber Elbaz nu råder bod på. For i stedet for at forfalde til branchens 'usual suspects' af strømlinede skønheder, har Elbaz nemlig begået den visuelle genistreg, at caste ukendte og modne mennesker m/k (fra 18 til 80 år) til modehusets efterårskampagne.

- Jeg var interesseret i at bringe tøjet tilbage til gaden på en måde, og se hvordan det tog sig ud på forskellige aldre og størrelser. Det føltes som en skør familie, men det kunne jeg godt lide, siger Alber Elbaz til Women's Wear Daily.

Det er den legendariske modefotograf Steven Meisel, der har skudt Lanvins efterårskampagne. Og blandt kampagnens mangfoldighed af modeller, finder man en 80-årig skønhed, der ifølge Elbaz tog til Paris som 18-årig for at blive model.

- Men hun var showgirl ved Apollo, siger Elbaz, der over et halvt århundrede senere endelig kunne forløse danserens fotomodel-drømme.

- Der var noget meget demokratisk over tilgangen, siger designeren om sin spritnye kampagne.

Alber Elbaz viste også demokratisk storsind i 2010, da han leverede Lanvin design til demokratiske priser i samarbejde med H&M.

Lanvins efterårskampagne lanceres i september måned