Vulgære designertasker formet som hulahopringe. Spydige kommentarer der strømmer som skidt fra en spædekalv - 'Adele er lidt for fed.' og 'Er Lana Del Rey en konstruktion med alle de implantater hun har?'. Det er svært ikke at kløjes i couturen, når Chanels (på alle måder) legendariske designer, Karl Lagerfeld, er på banen.

Da modehusets maestro præsenterede Chanels Haute Couture Spring 2013 kollektion for sit publikum i Paris i går, var den 79-årige tysker dog i et subtilt og endog meget kærligt hjørne.

Foto: PATRICK KOVARIK
Vis mere

Showets pièce de résistance, der normalt byder på enlig svale iført bryllupsskrud, bød denne gang på to brude, der spadserede ned af catwalken hånd i hånd med en betuttet, lille brudesvend (Lagerfelds gudsøn Hudson Kroenig) på slæb.

Foto: PATRICK KOVARIK
Vis mere

Den kønspolitiske signalværdi i Karls to brude, har fået en del af modebranchens skribenter (Women's Wear Daily, Style.com, New York Magazine, m.fl) til at tolke Lagerfelds 'lesbiske bryllup', som en kommentar til den franske præsident, François Hollandes planer om at legalisere homo-vielser, samt at give homoseksuelle ret til at adoptere. Lovforslaget, som ventes at træde i kraft i juni måned, bliver dog mødt af store protester fra utallige franskmænd (m/k) med mindre frisind.

Foto: CHARLES PLATIAU
Vis mere

(Foto: Over 300.000 franskmænd demonstrerede mod homoseksuelle-vielser ved Eiffeltårnet d. 13. januar 2013)

Den 13. januar i år demonstrerede hundredtusindvis af franskmænd (arrangørerne hævdede at der var 800.000 personer, politiet talte sig frem til 340.000...) mod homo-ægteskaber ved Eiffeltårnet i Paris.

Foto: LOIC VENANCE
Vis mere

I et interview med Associated Press medgiver den selvudnævnte upolitiske designer, at der var en mening med showets sapfiske grundklang.

- Selvfølgelig var det det, svarer Lagerfeld på spørgsmålet om, hvorvidt de lesbiske brude er et symbol på Lagerfelds støtte til Hollandes lovforslag.

- Jeg forstår end ikke debatten. Siden 1904 (i Frankrig) har kirken og staten været adskilt. Folk, der betragter ægteskabet, som en hellig og religiøs forening kan blive ved med at praktisere den tradition i deres kirker, templer, synagoger og moskeer, men alle religioner burde tolerere homoseksuelle vielser, siger Lagerfeld.

Foto: LOIC VENANCE
Vis mere

I Danmark blev homoseksuelle par ligestillet med heteroseksuelle par i ægteskabsloven d. 15. juni 2012.