'Nogle af vores modeller har været alt for tynde', indrømmer H&Ms administrerende direktør, Karl-Johan Persson.
Sangerinden, Beyoncé Knowles, hvis perfekte kurver får pilfingrene frem hos kåde, københavnske koncertgængere og vækker fanden i vækkelsesprædikanter fra Faderhuset, er sommerens badetøjsmodel for den svenske tøjgigant H&M. Valget af 'bootylicious' Beyoncé, der er en smækker afveksling fra svenskernes ellers så åleslanke kampagnepiger, er ifølge H&Ms administrerende direktør, Karl-Johan Persson, et led i highstreet-kædens ønske om at udvise større diversitet.
- Vi har et kæmpe ansvar. Vi er en stor virksomhed, mange mennesker ser os, og vi annoncerer en del. Jeg synes ikke altid, at vi har været gode. Nogle af de modeller, som vi har benyttet os af, har været alt for tynde. Det er noget vi tænker meget over og arbejder på. Vi vil gerne udvise diversitet i vores annoncering og ikke give folk det indtryk, at kvinder skal se ud på en bestemt måde, siger H&Ms administrerende direktør, Karl-Johan Persson, til avisen Metro.
Udover Beyoncés bjergtagende bagdel har H&M også hyret plus-size modellen, Jennie Runk, til at pryde sommerens kampagner. Og hos mainstream-modehuset, der ifølge tal fra svenske SME Direkt havde et resultat på 3234 mio. svenske kroner før skat i første kvartal 2012/2013, er der både plads til forbedring og selvransagelse, når det gælder husets galionsfigurer.
- I vores sidste kampagne havde vi en model med former, og nu har vi Beyoncé, der også er en del mere kurvet. Jeg er af den overbevisning, at modellerne i vores kampagner skal se sunde og raske ud. Der findes modeller, der er alt for tynde eller åbenlyst undervægtige, men der er også dem, der bare er slanke. Og det er dem, som vi skal blive ved med at samarbejde med, så længe de er sunde og raske. Vi kan blive mere disciplinerede omkring det, for til tider har der har været fejltagelser, siger Persson.