Lana Del Rey er modens muse. Sangerindens særegen stil - 'Elvis' unge brud møder instruktøren John Waters spraglede persongalleri' - har manifesteret sig som en sand fetich hos fashion-folket.
Mulberry har således opkaldt en taske efter den 26-årige chanteuse. Del Rey har været forsidemodel på britisk Vogue og er tilknyttet modelbureauet Next Models.
I sidste måned kværnede rygtemøllen på højtryk, da New York Post afslørede, at Lana Del Rey er H&Ms nye ansigt. Et rygte, som tøjkæden hverken be- eller afkræftede med følgende ord til britisk Vogue:
- Der er altid en del spekulationer over vores kommende kollektioner og samarbejdspartnere.
I går kunne Women's Wear Daily dog afsløre, at samarbejdet imellem Del Rey og svensken er en realitet. Lana Del Rey skal være det globale ansigt for H&Ms efterårskampagne OG peppe den triste vinter op ved at være ansigt for kædens vinterkampagne.
- Stemningen er meget L.A. noir. Den er inspireret af vores efterårskollektion, siger H&Ms kreative direktør, Donald Schneider til WWD.
Og at dømme ud fra kampagnens første fotos (se dem foroven) tager tøjkæden os med på en nostalgisk rejse tilbage til 1950ernes forkærlighed for angorablød Americana, Priscilla Presley hår og pompøs patos.
Glæd dig til d. 19. september, hvor H&M lancerer en minifilm med en Lana Del Rey cover-version af klassikeren 'Blue Velvet'.



