Kronprinsesse Marys status som stilikon blev (atter) cementeret i sidste uge, da Pippa Middleton, lillesøster til hertuginden af Cambridge, var iført samme feminine peplum-kjole fra Project D, som Kronprinsessen bar ved barnedåb i Møgeltønder i maj måned.

Kronprinsesse Marys lyseblå 'Phoebe' kjole er forlængst udsolgt, men kjoler og bluser i det flatterende peplum-snit findes i et utal af varianter på butikshylderne lige nu.

Fremhæver og fremtryller kurver

Der er flere gode grunde til, at peplum-kjolen oplever en sand renæssance i modebilledet (snittet var også populært i 1940'erne og 1980'erne). Kjolen med draperinger og schwung ved hoftepartiet kan nemlig skabe en attråværdig timeglas-silhuet hos kvinder, der er meget slanke og/eller atletisk bygget.

Peplum-kjolen er dog ikke forbeholdt de åleslanke. Kvinder, der fra naturens hånd er udstyret med kurver, kan passende bruge peplum-kjolen til at fremhæve formerne og markere taljen. Som tommelfingerregel er det dog mest klædeligt, at kurvede kvinder vælger en figursyet peplum-kjole uden for meget 'støj' (stof) ved hofterne, da 'stofmisbrug' gør hofterne visuelt større.

Se syv flatterende peplum-kjoler i billedserien foroven