Fabriksfløjten har lydt, og det arbejdende folk er atter tilbage i kontorlandskabets hamsterhjul.
De eneste souvenirs fra sommerferiens daselandskab er varme minder, solgyldne stænger og en knastør høstak.
Solens nådesløse stråler har med stor sandsynlighed suget alt hvad der minder om glans og gejst ud af manken, så omsorg for de små strå er på sin plads lige nu. Få inspiration til pleje af dit sommerslidte hår her.
Budgetvenlig pleje fra bloggeren
Trine Kjær er en ung hobby-blogger med en mission - lækkert hår til lave priser. Kjær, der startede bloggen www.trineswardrobe.com i 2008, var træt af at kvalitets-hårprodukter altid kostede en krig. Frustration blev omsat til drivkraft, og hårserien Trines Wardrobe så dagens lys. Seriens hovedingrediens er den marokkanske arganolie, som er kendt og elsket for dens evne til at genopbygge slidt hår. Olien har et højt indhold af omega 3, omega 9, E-vitamin og antioxidanter. Forkæl dit tørre hår med Argan Oil Shampoo og Argan Oil Conditioner (79,95 kr stk.), der plejer spaltede spidser, gennemfugter håret og beskytter det mod skader fra klima og styling. Serien er uden parabener og forhandles bl.a hos www.matas.dk
_____________________________________________________
Franske fristelser
Gwen Stefani, Miley Cyrus, Liv Tyler og Jennifer Aniston er blot et lille udpluk af de mange celebre kvinder, der sværger til det franske brand Leonor Greyl. Greyls hårprodukter har over 35 år på bagen og bygger på naturlige ingredienser fra flora og fauna. Serien er drøj i drift og uden parabener eller silikone. Sommerslidt hår vil elske Huile de Palme (245 kr) - en 100% naturlig palmeolie, der nærer tørt og stridt hår i dybden. Olien fungerer også som eminent beskyttende 'badehætte', når du er ude i solen eller tager en dukkert i salt- eller klorvand. Prøv også hår-cremen Créme Régénératrice (195 kr), som gennemfugter, nærer og plejer hår der er blevet 'dybstegt' i solen og trænger til ekstra omsorg. Leonor Greyl forhandles eksklusivt hos SEPHORA i Illum i København.
_____________________________________________________
Klassikeren
Hvis der er et enkelt hårprodukt, som alle burde have på skønhedshylden, er det Moroccanoils kultisk tilbedte hår-klassiker - Moroccanoil hårolie (299 kr). Olien driver af af arganolie, som bl.a. indeholder omega 6 og vitamin A, der forbedrer hårets elasticitet. Derudover beskytter olien slidt og porøst hår med bl.a. vitamin E og phenoler, og så dufter den himmelsk. Moroccanoil udvider løbende repertoiret, og Restorative Mask (299 kr) er et stjerneprodukt, som sommerslidt hår vil labbe i sig. Den nærende hårmaske er rig på arganolie og vegetabilsk protein, der genopbygger hårets indre struktur, derudover tilfører den glans og gejst til svækket hår. Forhandler: www.salonsupport.dk