For de mange af os, der gik forgæves, da H&M lancerede deres Marni kollektion i marts måned, er der kun lidt over en måned til, at stiletterne atter skal kridtes. Den 15. november bydes der igen på designerkreationer til spotpris i H&Ms butikker og på Hm.com, når mode-mastodontens kollektion i samarbejde med modehuset Maison Martin Margiela sættes til salg.

Med kun lidt over en måned til lanceringen, er kollektionens kampagnefotos så småt ved at være i hus. Det er fotografen Sam Taylor-Johnson, der har knipset de stilrene og urbane fotos, som giver et lille fingerpeg om, hvad kollektion bl.a byder på - sæsonrelevant og lækkert overtøj i lange baner. Se nogle af kollektionens første kampagnefotos her.

Hvem drømmer ikke om at svøbe kroppen ind i en overdimensioneret dynefrakke, når vinterkulden vrisser? Psst... de flotte leggings med 'discokugle-effekt' kommer kun til at koste ca 300 kr.

 

Denne noble frakke med indadvendt revers til ca 1400 kr skal nok få herrerne til at danse i gaderne...

Er vi danskere mon modige nok til den belgiske designer Martin Margielas avantgardistiske verden af skæve snit og visionære silhuetter?


- MAISON MARTIN MARGIELA er et af de vigtigste og mest indflydelsesrige modehuse i de sidste tre årtier. Jeg er virkelig spændt på dette samarbejde, som vil give modeelskere over hele verden mulighed for at klæde sig i særligt udvalgt tøj fra MAISON MARTIN MARGIELA. Dette samarbejde er en stor og uforglemmelig modebegivenhed, siger Margareta van den Bosch, kreativ rådgiver i H&M i en pressemeddelelse til BT.

Martin Margiela har tidligere arbejdet for Jean Paul Gaultier og Hermés, og er især kendt for sin excentriske tilgang til design. Margiela mestrer 'deconstruction' (i lighed med H&Ms samarbejdspartner fra 2008 Comme des Garçons Rei Kawakubo) og benytter sig af elementer som oversize, synlige syninger, foer mv.


Kollektionen lanceres d. 15. november i H&Ms butikker og på Hm.com. Læs mere om Maison Martin Margiela her: Maisonmartinmargiela.com