Derfor er dronning Elizabeth så anderledes

Dronningen har 60 års jubilæum på tronen, og hun føler sig højt hævet over andre monarker.

Af Mia Qvist Scheelsbeck, Newsdesk, Aller Media 

Hendes Majestæt dronning Elizabeth deltog ikke til Hendes Majestæt dronning Margrethes 40 års-jubilæum i januar, og da der var svensk prinsessedåb i maj, var der heller ingen britisk dronning eller prins at se.

Det britiske kongehus adskiller sig nemlig markant fra andre europæiske kongehuse i Europa ved at være mere formelle og distancerede til både den britiske befolkning og kongehusene i resten af Europa. Det forklarer Lars Hovbakke Sørensen, der er historiker og kongehusekspert.

- Hun er en dronning af den ældre generation, og hun adskiller sig markant fra de andre. Hun er jo knap en generation ældre end de andre europæiske monarker. Dronning Elizabeth er meget præget af, at hun har været ung i en anden tid, hvor man var mere formelle, stive og havde større afstand til befolkningen. Hendes stil er mere gammeldags end den, vi har været vant til i Danmark. Og så er hun også meget præget af, at hun blev regent så tidligt og ikke havde nogen at støtte sig til, forklarer Lars Hovbakke Sørensen til Alive.dk.

Dronning Elizabeth tog allerede hul på fejringen tidligere på året. Læs på Billedbladet.dk, hvordan hun bl.a. blev fejret af hele verden ved et særligt show

Dukker ikke op til andre kongelige begivenheder

Dronning Elizabeth har holdt en distance til befolkningen ved bl.a. ikke at tale med så mange, når hun er på besøg rundt omkring i landet. Hendes distance ses også i forhold til, hvordan hun agerer med kongelige i andre lande.

- Hun deltager jo stort set aldrig i begivenheder i andre europæiske kongehuse. Hun føler sig højt hævet over andre kongehuse, og hun føler sig som en særlig slags dronning pga. det britiske kongehus’ historiske betydning. Vi så jo heller ikke prins William og hertuginde Kate deltage i den svenske prinsessedåb, peger Lars Hovbakke Sørensen på.

Selvom andre europæiske kongehuse formentlig har affundet sig med, at det britiske kongehus selv mener, de er vigtigere end de andre, kan det faktisk få negative konsekvenser for dem.

- Det betyder jo, at det britiske kongehus ikke har det samme nære forhold, som andre kongelige i Europa har. Der er eksempelvis rigtige gode, personlige relationer mellem de danske, svenske og norske kongehuse. Men når man ikke har så meget kontakt til de andre, får man heller ikke det samme udbytte og følingen med, hvad der sker, og hvordan andre kongehuse udvikler sig, siger Lars Hovbakke Sørensen.

Den danske dronning har allerede været i London for at fejre dronning Elizabeths jubilæum. Læs på Billedbladet.dk, hvordan dagen forløb

Bliver han en utroværdig monark?

Det britiske kongehus har altså på mange måder udelukket sig selv fra det kongelige fællesskab i Europa. Til gengæld kan der spores en større åbenhed hos de yngre generationer af det britiske kongehus, så måske man i højere grad vil se dem dukke op til andre kongelige begivenheder og være mere åbne over for befolkningen i fremtiden.

- Lige nu er kongehuset bundet meget op på dronning Elizabeths traditioner og de lidt stive, gamle former. Men når de yngre kræfter kommer til, vil vi nok se det britiske kongehus bløde op som de andre europæiske kongehuse. Når prins Charles kommer på tronen, er det vigtigt, at han viser sig som en mere uformel monark end sin mor. Han kan simpelthen ikke holde den samme distance til befolkningen, når han selv har levet et omtumlet liv med skilsmisse osv. Det vil være utroværdigt, hvis han føler sig ligeså højt hævet over andre som sin mor, peger Lars Hovbakke Sørensen på.

Han forklarer også, at en del af befolkningen er begyndt at stille sig meget kritisk over for stivheden i det britiske kongehus. Det skete allerede, da Diana døde i 1997, og dronningen tacklede det helt forkert ved de første dage ikke offentligt at vise sorg over dødsfaldet. Men William og Kate har hevet det britiske kongehus højere op på popularitetsskalaen igen.

- I dag ser det jo ud til, at William og Kate er mere populære end Charles og Camilla. Mønstret er jo, at jo mere uformelle de er, desto mere populære bliver de, siger Lars Hovbakke Sørensen

Læs også:

Prøv BT 1 måned for 98 kr + adgang til avisen på mobil og iPad.

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her