2012 har været et horribelt år for den 49-årige Hollywood-stjerne Demi Moore.

I kølvandet på bruddet fra skuespilleren Ashton Kutcher i november 2011, blev Moore i januar måned hasteindlagt på grund af misbrugsproblemer, udmattelse og anoreksi. 

- På grund af de belastninger, hun lever med lige nu, har Demi valgt at søge professionel hjælp. Hun ser frem til at blive rask og takker for støtten fra familie og venner, sagde Demi Moores presseagent, Carrie Gordon, da Ghost-stjernen efter hasteindlæggelsen checkede sig ind på rehabiliteringscenteret Cirque Lodge i Utah.

Nu ser det dog ud til, at det lysner lidt for den hårdt prøvede Hollywood-stjerne.

Ifølge det norske kvindesite kk.no, har Demi Moore nemlig scoret tjansen som det svenske skønhedsbrand Oriflames nye, globale ansigt.

- Demi Moore er en stærk kvinde, som inspirerer kvinder over hele verden, og vi er stolte over at have hende, som vores globale ansigt. Derudover er hun et stilikon - alle vil være som hende, siger Oriflames præsident Magnus Brännström til norske kk.no.

Og at dømme ud fra kampagnens spritnye visuals, er Demi Moore atter ved god huld i forhold til de uhyggelige fotos af en afpillet og hulkindet Demi Moore, der cirkulerede tidligere på året.

Oriflame-kollektionen 'More by Demi', som er udviklet på baggrund af Demi Moores egne ideer, vil byde på parfume, makeup, smykker, tasker og kropspleje.

Kollektionen sættes til salg fra oktober måned 2012 på bl.a: www.oriflame.dk