Den svenske tøjgigant H&M er klar med en af årets danske modenyheder. Fredag d. 15. marts lancerer H&M deres helt nye luksusbrand '& Other Stories' i København.

Rygterne om det eksklusive mærke har svirret i næsten et år, men nu er der endelig sat en dato på butiksåbningen. Den nye butik vil være at finde på Amagertorv 29 på Strøget i København.

I morgen 8. marts åbner '& Other Stories' sin flagskibsbutik på Regent Street i London. Herefter følger åbninger i byerne Barcelona, Berlin, Milano, Paris, Stockholm og København. Og fra d. 15. marts kl. 12.00 kan de danske modeelskere altså glæde sig til et mekka af lækre kjoler, jakker, tasker, smykker og sko.

Ifølge modemagasinet Elle består selve kollektionen af fire ret forskellige kollektioner. De fire kollektioner hedder 'MODSÆTNINGER & MINIMALISME',' INDUSTRIELT & UBESVÆRET', 'SOFISTIKERET & ARKITEKTONISK' og 'POETISK & ELEGANT'. Stilen spænder ifølge modebladet fra det mere maskuline, skræddersyede look til det feminine, så der er noget for alle.

Priserne på det nye brand vil variere meget. De meste tøj vil dog ligge i den lidt dyrere ende i forhold til H&Ms normale priser.

Her ses den svenske skuespillerinde Noomi Rapace i kjole fra '& Other Stories'.