83-årig gentleman giver blogsfærens narcissistiske påfugle baghjul. 

- Engang blev vi beskrevet, som 'de sorte krager' - når vi, modefolket, mødtes udenfor en forladt og forfalden downtown bygning iført en Commes des Garcons eller Yohji Yamamoto uniform. 'Hvis begravelse er det?', hviskede forbipasserende med en blanding af stille omsorg og dæmonisk nysgerrighed, da vi stimlede sammen for at overvære de hippe, undergrunds-præsentationer tilbage i 1990'erne.

I dag minder menneskerne foran modeshowsene mere om påfugle end krager. De poserer og pudser fjer i deres multimønstrede kjoler med edderkoppe-benene balanceret på clubsandwich-plateausko eller i lårlange støvler under en skulpturel frakke med flade blomster, lyder en snas af The New York Times legendariske modeskribent, Suzy Menkes, ramsaltede kommentar til det 'modecirkus', som blogsfæren og dens spraglede 'beboere' har omdannet modebranchen til.

I kølvandet på den 69-årige modeskribents harmdirrende klumme i New York Times modetillæg - T Magazine - i forrige måned, bliver Menkes beskyldt for at være både bagstræberisk og altmodisch, imens andre medgiver, at Menkes rammer tidsånden på kornet, når hun understreger, at majoriteten af påfuglene ikke bidrager med noget nævneværdigt, at de kun er kendte for at være kendte, og at de konstant hungrer efter opmærksomhed fra paparazzierne.

- De er mest kendt for deres Facebook-sider, deres blogs og det faktum, at streetstyle-fotografen Scott Schuman har udødeliggjort dem på sit 'Satorialist' website. Denne fotograf, der tager billeder af 'rigtige mennesker', har været foregangsmand for kaskader af kopister. Præcis på samme måde som de redaktører, der klæder sig på for at få opmærksomhed nu får konkurrence fra bloggere, der klæder sig på for at få opmærksomhed, skriver Menkes bl.a og proklamerer, at dem med 'street style' har mistet deres individualitet i syndfloden af bloggere, der bliver brugt som reklamesøjler for snarrådige brands.

Nu udfordres Suzy Menkes dødsdom over begrebet 'street style' af 83-årige Ali fra Tyrkiet. En 'snappy dresser' med individualiteten i behold. En velekviperet herre, der leger med sit look med samme naturlighed, som var han en vårhare. Ali, der uforvarende er blevet blogsfærens nyeste stilikon.

KLIK FOR STORE FOTOS

Moderigtige Ali bor og arbejder i Berlin. Han er uddannet læge, men skiftede til skrædderfaget sent i livet. 83-årige Ali er far til 18 børn. Og ifølge avisen, The Telegraph, blev den flotte fyr opdaget af tjeneren, Zoe Spawton, der spottede sheiken spankulere forbi den café, hvor Spawton arbejder til daglig.

Efter at have beundret velklædte Ali i en rum tid og på afstand, spurgte den 29-årige tjener, om hun måtte tage billeder af Alis outfits til en blog hun ville starte.

Ali studsede angiveligt over opmærksomheden, men indvilligede, og nu får Ali og Zoes Tumblr-blog 'What Ali Wore'  http://alioutfit.tumblr.com/ over 120.000 hits om dagen!

- Det var aldrig min intention at skabe en modeblog. Den dokumenterer vores venskab, mere end noget andet, siger Spawton, der hverken vil afsløre Alis efternavn eller arbejdsplads (han arbejder stadig seks dage om ugen!) til Look Magazine.

Udover Alis cool klæder er bloggen vitterligt et vidnesbyrd om venskabet mellem den 83-årige skrædder og den 29-årige tjener.

- Jeg er lige kommet tilbage fra arbejde efter en mindre håndoperation. Jeg viste Ali arret i dag...han kyssede min hånd og blæste kysset op mod himlen...Jeg tror at dette får det til at heale hurtigere, skriver Zoe på bloggen d. 8. marts