Mobilselskabet Tjeep har fredag eftermiddag meldt ud, at det er gået konkurs. Teleekspert John Strand spåede allerede inden åbningen, at selskabet ikke ville overleve længe.

Tjeep var nemlig så billigt, at de ikke ville kunne dække prisen på omkostningerne. Jo flere kunder de fik, desto flere penge tabte de, fortæller John Strand, der er direktør i Strand Consult, der analyserer teleselskaber og markedet i hele verden.

»Hvis man har to kunder, der giver underskud hver måned, og hvis man får flere kunder, så stiger underskuddet tilsvarende. I praksis er de i den situation, at de er nødt til erkende, at det er et problem, og det hele taget har været et problem,« fortæller John Strand.

Selskabet var blandt Danmarks billigste, og det er et hårdt marked at konkurrere på. Tjeeps drømme var lidt for store og urealistiske, mener John Strand.

»De havde en drøm, og der var nok noget mere drøm end realitet i den forretning. Konkurrencen på det danske telemarked er benhård, Tjeep er et eksempel på, at det ikke er nok at have lave priser,« siger John Strand.

Tjeep skriver selv på deres hjemmeside, at de ledte efter nye invenstorer, efter deres første 'påførte dem store problemer'.

'Vi har forsøgt at finde nye investorer til tjeep og har haft mange gode samtaler med potentielle investorer. Desværre nåede vi ikke i hus med ny kapital,' lyder det.

Roaming-reglerne var endnu en forhindring.

De nye roaming-regler indenfor EU har formentlig også påvirket selskabets succes. De billige priser var nemlig svære at levere, når de også skulle give mobil-data i Europa ifølge Teleeksperten.

»De nye EU-regler har gjort, at de ikke kan fortsætte med at sælge deres varer til den pris. Det har ikke ansvaret for deres konkurs, men har gjort det markant svære for dem at rejse penge og finde investorer,« fortæller John Strand.