Det er ikke just højsæson for drillenisser, men noget tyder på, at sommerhien i år er blevet droppet - i hvert fald blandt dem, der huserer hos en af verdens største smartphone-producenter, Apple.

OBS: BT opfordrer selvfølgelig ikke nogen til at sende beskeden rundt!

En ganske irriterende, men relativt harmløs fejl har nemlig ramt alverdens iPhones og styresystemet iOS.

Fejlen er ganske simpel: Med en bestemt tekstbesked, der består af bl.a. en række symboler og arabiske ord, kan du få enhver nyere iPhone til at gå i sort og genstarte.

Her på BT har vi prøvet at sende beskeden fra en iPhone til en anden med det resultat, at modtagerens telefon gik i sort og genstartede. Efter genstart virkede besked-systemet ikke.

Læs også: Tre 'hemmelige' tricks til iPhone

Apple har over for amerikanske medier bekræftet problemet og oplyser i den forbindelse, at man nu arbejder på en løsning.

Men indtil da har ballademagere altså mulighed for at skyde vennernes iPhone i sænk med en enkelt besked.

Skulle du blive ramt, er der heldigvis en enkel løsning:
1. Åben et billede fra foto-appen på din iPhone
2. Åben så delingssiden og vælg Besked
3. Send billedet til den person, der sendte dig den “farlige” sms.

Man kan også undgå fejlen helt - indtil Apple får løst problemet - ved at slå besked-notifikationer fra. Det er nemlig en fejl i notifikationssystemet, der får telefonen til at gå i sort.
1. Åben Indstillinger
2. Åben Meddelelser
3. Klik på Beskeder
4. Sørg for, at 'Tillad meddelelser' er slået fra.

Opdateret: BT har valgt at slette tekst-koden for ikke at bidrage til problemet.