En mobilpakke til 249 kroner med fri tale, sms og mms samt 5 GB plus 12 indholdstjenester, blandt andet HBO Nordic, Fri Musik og Cmore er opskriften på, hvordan man skaber panik hos alle de operatører, der ikke tilbyder sådan en pakke.

Det mener i hvert fald Sydbanks aktieekspert Morten Imsgard. Han har i dag afsløret og det er også bekræftet af Telmore selv, at Telmore Play i løbet af de første seks uger efter lanceringen fik 20.000 abonnenter og at tallet i dag er på 25.000.

TDC har gennem de seneste kvartaler mistet titusindvis af mobilkunder, men med Telmore Play vurderer Morten Imsgard at skuden er vendt for TDC.

Faktisk i en grad, så ”fingeren bør være på panikknappen hos konkurrenterne”, som han malerisk beskriver det.

”Vi noterer os, at konkurrenterne som ventet har meget svært ved at finde et modtræk til Telmore Play på den korte bane”, lyder det fra Morten Imsgard. Lige nu kan konkurrenterne ikke gøre så meget andet end at presse priserne og give store tilskud til mobiltelefoner, hvilket ikke er specielt lønsomt.

Morten Imsgard vurderer ganske enkelt, at en ny priskrig er på vej herhjemme – læs mere om den forventede priskrig.