Den nye iPhone kommer efter planerne i butikkerne i starten af september. Men et nyt tiltag kan gøre mange kunder sure, mener Apples medstifter, Steve Wozniak.

Hvor pokker er det henne? Sådan vil flere nok tænke, hvis rygterne om den nye iPhone taler sandt. Det forlyder nemlig, at jackstikket bliver fjernet – og så er det slut med at bruge høretelefoner, der ikke har Bluetooth. Det er en fejl, mener medstifteren af Apple, Steve Wozniak.

I et interview med The Australian Financial Review siger han nemlig, at den nye trådløse løsning er en fejl.

»Hvis den nye iPhone mangler jackstikket, så er der mange, der bliver skuffet.«

Selv er han ikke tilhænger af Bluetooth-løsningen, der lige nu ikke er god nok i den nuværende iPhone. I stedet vil han hellere beholde jackstikket.

»Jeg kommer ikke til at bruge Bluetooth, jeg kan ikke lide den trådløse løsning. Jeg har biler, hvor man tilslutter telefonen via Bluetooth, og musikken lyder simpelthen for flad sammenlignet med et kabel.«

En frustreret Steve Wozniak.
En frustreret Steve Wozniak. Foto: JUAN MEDINA
Vis mere

Selvom Wozniak forlod Apple tilbage i 1985, er han stadig indover noget af det arbejde, Apple laver. Således kommer han ofte med gode råd til de nye produkter.

Kommer den nye iPhone uden jackstik, vil Steve Wozniak hellere benytte en adapter til de hovedtelefoner han har nu.

»Mine høretelefoner er støbt efter mit øre, og de er virkelig komfortable. Jeg kan endda sove med dem. De har kun et jackstik, så jeg skal i stedet bruge en adapter,« siger en utilfreds Apple-stifter.

Han siger dog, at han vil være villig til at bruge Bluetooth, hvis der på et tidspunkt kommer en ny Bluetooth-løsning. En Bluetooth 2.

»Hvis der kommer en Bluetooth 2, der har bedre båndbredde og højere kvalitet, så musikken lyder rigtig, så vil jeg bruge det. Men vi må vente at se. Apple er gode til at rykke ind i fremtiden, og det kan jeg godt lide at følge med i,« slutter Steve Wozniak.