Mød de dygtige hunde fra Cirkus Mascot

Når vi den 17. oktober slår dørene op til Vi med Hund-messen i Brøndby Hallen er det med et sceneprogram spækket med god underholdning. Vi får blandt andet besøg af de dygtige cirkushunde fra Cirkus Mascot, som vil optræde på scenen to gange i løbet af søndagen. Her kan du læse den store artikel om Cirkus Mascot, som blev bragt i Vi med Hund nr. 7/2008:
Seks pudler, en foxterrier, en löwchen og sidste nye nummer i rækken: Chicky, en dansk-svensk gårdhund på halvandet år. Alle disse skønne og dygtige hunde arbejder som artister i Cirkus Mascot, som Marianne Deleuran driver sammen med sin mand, Jess, og deres to sønner, Andreas og Daniel.
Marianne har fra starten stået for træningen og forestillingerne med hundene. Hun har nemlig altid haft hunde. Og den første, der måtte være prøveklud for den nybagte hundetræner tilbage i 1994, var familiens abrikosfarvede puddel, Houdini.
"Jeg gik bare i gang med at træne ham. Det første år var det bare mig og Houdini i manegen, næste år havde jeg to hunde med. Og så fik jeg flere og flere, og nu har jeg ni stykker. Der var ikke nogen, der lærte mig noget om at træne hundene til at kunne optræde. Men jeg havde jo haft hunde i masser af år før, så jeg brugte bare min sunde fornuft og min fantasi," fortæller cirkusdronningen.
Houdini, som hun debuterede med, er død nu. Men hendes andre herlige hunde er stadig populære, sjove og dygtige i manegen, dog havde Marianne længe ønsket sig en dansk-svensk gårdhund. Og da to af hendes hunde sidste år skulle på pension, gik hun i gang med at lede efter en ung hund, der kunne læres op til cirkuslivet.
På hjemmesiden for Dyrenes Beskyttelses internat i Brande, så Marianne tilfældigvis den fire måneder gamle hvalp, Chicky, som søgte et nyt hjem, og Marianne tog en hurtig beslutning.
"Han havde vist kun nået at være der i to døgn, før jeg fik ham med hjem. Jeg tror, at hans tidligere ejer, en ældre kvinde, ikke kunne magte ham, for han har krudt i bagdelen. Chicky havde en fin alder til så småt at starte lidt cirkus-træning, men om han egnede sig til at være med i manegen, kunne jeg jo ikke vide noget om," siger hun.
Hundekunster
Når Marianne Deleuran skal vælge en ny hund til sit imponerende hundenummer, går hun ikke efter nogle bestemte egenskaber, når hun vælger. Hun vælger den race, hun vil have - og når hvalpen er omkring et halvt års tid, tager hun helt stille og udramatisk hunden med i træningen.
"De første tusinde gange under træningen hopper hvalpen ned af postamentet (den lille skammel, red.), og så går det ellers ud på at rose den til skyerne, når den kommer op at sidde igen.
Måske lærer den også et lille trick, som f.eks. at rulle rundt. Men jeg går roligt og tålmodigt frem, for hunden skal synes, at det er sjovt. Det er sket - men kun tre gange på de 15 år i Cirkus Mascot - at jeg har fået en hund, der enten ikke egnede sig eller var rystende angst for at være inde i manegen. Og så kommer den selvfølgelig ikke derind mere," forklarer hun.
Af hensyn til Chicky blev han langsom sluset ind i flokken af hunde. Der er en af kongepudlerne, der kan være lidt grov i det. Så i begyndelsen boede Chicky for sig selv og kom kun på korte besøg hos de andre hunde. Men nu er han blevet en naturlig del af Cirkus Mascots store hundeflok. Og han er faldet rigtig godt til - både uden- og indenfor den rød- og gulstribede teltdug, fortæller Marianne glad.
"Han er god til både at springe, trille og hoppe. Han har blandt andet et nummer, hvor han hopper som en fjeder over nogle bukke. Men han er en lille frækkert, og først, når han er tre år, er han rigtig "pudset af." Jeg er bogstavelig talt nødt til at have snor i ham i øjeblikket, for i begyndelsen af sæsonen lavede han fuldstændig kaos i nummeret.
Han var fin og lydhør, når vi trænede. Men da der så kom publikum på, hoppede kæden af for ham, og han stod helt ude over rampen med hovedet nede i folks pop-corns-bægre og hørte pludselig ikke en lyd af mine kommandoer.
Og folk kunne jo ikke lade være med at sidde og se på ham i stedet for på resten af nummeret. Så nu kommer han i snor, når han har lavet sine tricks under forestillingen. Men det er jo levende hunde og ikke maskiner, som jeg arbejder med, så jeg får bestemt ikke en prop, når de laver lidt ulykker - vi prøver bare igen," slutter cirkusdronningen fra Danmarks mindste cirkus.




