X Factor-stjerne og ukendt svensker i dansk Melodi Grand Prix

En tidligere X Factor-sanger og en mere eller mindre ukendt svensker. Foreløbig er navnene på af to deltagerne i årets Melodi Grand Prix sluppet ud. Det gælder Mohamed Ahmed Ali, for fire år siden var en af Thomas Blachmans protegéer i X Factor'. Den anden deltager er den svenske sanger Albin Ljunqquist.

Det er Her & Nu, der løfter sløret for årets to første deltagere i Melodi Grand Prix. Ugebladet udkommer i morgen.

Nu har DR stadig muligheden for at hive nogle kendisser op af hatten. Der mangler otte navne. Men indtil videre er værterne, Lise Rønne, Sofie Lassen-Kalhke og Louise Wolff mere kendte end deltagerne.

Det samme gælder juryen. I sidste uge blev det afsløret, at 50 års jubilaren Jørgen de Mylius er jurymedlem. Ifølge Her & Nu gælder det også Cutfather og den rutinerede sangerinde Lis Sørensen.

DRs underholdningschef Jan Lundme ønsker ikke at kommentere navnene.

- Jeg har ingen kommentarer. Vi offentliggør kunstnerne på et pressemøde senere i denne måned, siger Jan Lundme til bt.dk.

Mohamed Ali nåede helt frem til X Factor- finalen i 2009, men blev passeret af Alien Beat Club og Linda Andrews. Samtidig kulminerede hans karriere foreløbigt, da han optrådte som opvarmning for Beyoncé.

Der har været stille omkring Mohamed Ali siden 'X Factor'. Men han har netop udsendt singlen ’Den du er’.

- Dans har altid været en kæmpe del af mit liv. Jeg voksede op med at imitere Michael Jackson, Usher og Justin Timberlakes bevægelser. Det har været en stor passion for mig så længe, jeg kan huske, og jeg syntes, det var på tide at vise, hvad jeg kan på et dansegulv, siger Mohamed Ali, der i dag er universitetsstuderende, i den anledning.

Nu kaldte vi svenske Albin Ljunqquist ukendt. Mange tusinder danskere vil dog kende ham fra Wallmans i Cikusbygningen i København, hvor han optræder fast i denne sæson.

Som alle andre DR-show p.t. afholdes Melodi Grand Prix i Herning i Jyske Bank Boxen. Det sker lørdag den 26. januar.

Læs også: